Storfusion i Århus
Cargo Service fusioner med APM Terminals Aarhus.
Containerterminalerne på Århus Havn samles for at skabe en stærkere position i Danmark og på de baltiske markeder.
Det er kun tre år siden Cargo Service kunne forlade den gamle terminal på Nordhavnen og indvie den nye topmoderne containerterminal på Østhaven i Århus klods op ad konkurrenten APM Terminals Aarhus. Nu har naboerne besluttet at fusionere terminalaktiviteterne i et nyt selskab: ”APM Terminals - Cargo Service A/S.”
- Den nye aftale er et vigtigt skridt for at kunne tilbyde kunderne hos APM Terminals og Cargo Service bedre adgang til det danske og baltiske marked, mens vi fastholder vores fokus på et sikkert arbejdsmiljø og en arbejdsplads der belaster vores miljø og klima mindre, siger Martin Poulsen, chef for APM Terminals Europe.
Den nuværende adm. direktør i APM Terminals Aarhus, Jakob Flyvbjerg Christensen, fortsætter som adm. direktør for den fusionerede terminal.
- Denne aftale afspejler vores vision om at samarbejde for at gøre Århus havn til den mest attraktive og konkurrencedygtige containerhavn i Skandinavien, siger Flemming Møgelmose, bestyrelsesformand i Cargo Service Holding A/S.
Efter krisenFusionen kommer efter finanskrisen sidste år kappede næsten 20 procent af containeromsætningen på Århus Havn, der faldt fra 841.000 TEU i 2008 til 683.000 TEU i 2009.
Ifølge Århus Havn er udviklingen vendt i første halvår i år, hvor containeromsætningen er vokset med 19 procent i forhold til samme periode i 2009.
Cargo Service A/S vil fortsætte som et uafhængigt selskab med en lang række logistikaktiviteter i Århus havn, herunder håndtering af projekt- og sværgods med særlig ekspertise inden for vindmøller og vindmøllekomponenter.
De to faciliteter er på nuværende tidspunkt naboer og integrationen vil begynde i løbet af september, hvor hold fra begge virksomheder vil deltage. Integrationen forventes at være afsluttet ved udgangen af 2010.
Det er ikke oplyst, hvordan ejerfordelingen er i det fusionerede selskab ”APM Terminals - Cargo Service A/S.
Fornyet kraftFormanden for Århus Havn, borgmester Nicolai Wammen, hilser fusionen mellem Cargo Service og APM Terminals velkommen, og ser den som et signal om, at de to operatører har valgt havnen som et blivende fundament med fornyet konkurrencekraft.
- Fusionen er et positivt tiltag for Århus Havn, fordi vi i samarbejde med den fusionerede virksomhed kan videreudvikle et stabilt forretningskoncept, der rækker frem i tiden, siger borgester og havnebestyrelsesformand Nicolai Wammen, der betragter fusionen som et offensivt tiltag fra de to operatører.
Havnedirektør Bjarne Mathiesen peger desuden på en faktor, der vil betyde, at den nye fusionerede virksomhed kan bidrage positivt til den samlede konkurrencekraft på Århus havn:
- I transportbranchen har en udbyder behov for overkapacitet for at kunne tage imod en ordre. To operatører har derfor behov for to gange overkapacitet, mens én operatør kan nøjes med én gang overkapacitet. Derfor kan vi fremover udnytte havnearealerne mere effektivt og mindske noget af det pres, der allerede er i dag på flere af havnens terminaler. Det betyder, at vi i en årrække kan udskyde investeringer i nye havnearealer og således fastholde vores konkurrencedygtige prisniveau i samme periode, fastslår Bjarne Mathiesen.