MAN og VW hånd i hånd
Alle venter på næste miljønorm og derfor er det småt med nyheder på årets IAA.
Af Finn Bjerremand
MAN præsenterer på årets IAA i Hannover både MANs og VWs program af erhvervskøretøjer på en samlet stand. Koncernen har optimismen i behold, selv om der ikke for alvor rykker på det europæiske marked.
MAN lægger ikke skjul på, at succesen lige nu skal findes i de såkaldte BRIC-lande - Brasilien, Rusland, Indien og Kina.
Under devisen: More you don’t need. Less you don’t want, viser MAN blandt andet hvad aktuelle busser og lastvogne fra MAN Sydamerika kan tilbyde.
Rigtige nyheder er der til gengæld ikke så meget af. Ligesom hos konkurrenterne bærer situationen lige nu præg af, at man er i gang med at mobilisere kræfterne til den kommende Euro 6-norm, som virkelig vil forandre lastbilverdenen.
Effektivitet og miljøEt af de gennemgående temaer hos MAN er lige nu højere effektivitet, som bl.a. opnås ved lavere omkostninger pr. kørt km.
Med en forventet stigning på 70 procent i transportarbejdet over de næste 20 år alene i Tyskland og 50 procent på europæisk plan, skal der ske noget. Centrale elementer er også trafiktæthed, råstofmangel, stigende krav til trafiksikkerhed og ikke mindst miljøet.
Det har fået MAN til at analysere hele området nærmere og lastvognskoncernen tilbyder nu gennem et omfattende TCO-program (Total Costs of Ownership) at hjælpe sine kunder med at sænke omkostningerne.
Hovedessensen er at sænke brændstofforbruget, fordi det forbedrer både økonomien - og miljøet.
MAN har også sat fokus på chaufføren, fordi chaufføren spiller en nøglerolle i forhold til økonomien. Derfor har MAN særlig opmærksom rettet på ergonomien og komforten omkring chaufførens arbejdsplads.
Nogle af delmålene er mere fragt gennem lavere egenvægt og dermed højere lasteevne, flere km på literen ved at anvende teknologi som kan spare brændstof og dermed også udlede mindre CO2.
Andre elementer er:
• Højere trafiksikkerhed gennem elektroniske vejledningssystemer, som modvirker uheld og undgår køkørsel.
• Højere serviceniveau, som medvirker til pålidelige og effektive køretøjer, der kan levere gods til tiden på leveringsstedet.
ForskningLastvognskoncernen peger også på at der skal forskes og udvikles for fremtiden. Med hypermoderne teknologi skal køretøjer i fremtiden kunne transportere mere og samtidig have et mindre forbrug af energi.
På dette felt arbejdes der hårdt med bl.a. hybridteknologi, hvor MAN viser en ny lastvogn, der er udstyret med et hybridaggregat.
På hele programmet af TGL og TGM har MAN også indført endnu renere motorer, som alle opfylder EEV, og som derfor vil kunne køre frit ind i mange byers indre miljøzoner.
Uden for Danmark kan man nemlig ikke nøjes med bare at sætte et filter på en ældre lastvogn. Nej, her er det euro-normerne - og inden længe også EEV - der tæller.
TGL hybridMAN præsenterer blandt andet en MAN TGL 12.220 Hybrid, som Trans Informs udsendte medarbejder havde mulighed for at køre et par runder med på testbanen ved MANs fabrik i München.
Motoren er en 4- cyl. dieselmotor med commonrailindsprøjtning, der har en topydelse på 220 hk, hvor effekten omsættes til et hybridaggregat. Dertil kommer en elektromotor, der har en topeffekt på 60 kW, som er integreret i hybridenheden. En kobling deler elektromotoren og kraften fra forbrændingsmotoren, så det er muligt at køre elektrisk.
Dieselmotoren startes og standses automatisk. Det vil sige, at ved kørsel under tredje gear standses dieselmotoren, og elektromotoren tager over. Også ved igangsætning er det elektromotoren som trækker.
Systemet virker fint, man skal bare lade være med at tænke på lyden og køre som normalt. Ved nedbremsninger var der heller ingen problemer: vognen kommer hurtigt op i fart igen.
Der er ingen tvivl om at der er noget fremtid i hybridløsningen, specielt til vogntyper som denne TGL, der vil være et godt valgt til distributionskørsel inde i bykerner.
Spørgsmålet er om ekstra investeringen i hybridaggregatet og batterier, som jo blandt andet vejer og dermed tager nyttelast, kan tjenes hjem igen i sparet brændstofforbrug.
VW fra en anden verdenPå IAA i 2009 kunne man se et par VW lastvogne, som var tiltænkt det sydamerikanske marked. De var jo nærmest er fra en helt anden verden. Nu har jeg kørt nye VW-lastvogne, der på trods af overdragelsen til MAN-koncernen også i fremtiden skal hedde VW - fordi VW er et meget solidt brand i Sydamerika.
Jeg må sige, at lastvognen kører fint og er betydelig mere komfortabelt end jeg havde forventet, når man lige ser vognen. Den prøvekørte version, VW 25.320 Constellation, er bygget op som rigtig treakslet trækker.
fba@transinform.com