Strid afgjort: Højesteret overruler tidligere ministerielle udtalelser og blåstempler kommunes afgiftsopkrævning.

Af adv. Henrik Kleis, Advokatfirma Delacour Dania, Århus

En af de set med erhvervslivets øjne mest forhadte afgifter er vel nok den dækningsafgift, som gælder i nogle kommuner, men ikke i andre.

Ca. 30 procent af landets nuværende kommuner opkræver dækningsafgiften, der er en kommunal afgift, som opkræves ved siden af den egentlige ejendomsbeskatning, og mens stort set alle kommuner i hovedstadsområdet opkræver afgiften, er det langt under halvdelen af kommunerne på Fyn og i Jylland, der gør det.

Ifølge ejendomsbeskatningsloven § 23 A kan kommunalbestyrelsen nemlig selv bestemme,

Af stk. 2 fremgår bl.a., at dækningsafgiften svares af forskelsværdien med en promille, som kommunalbestyrelsen selv fastsætter, men som dog højst kan være 10. I Århus Kommune er den eksempelvis i indeværende år 5,75 promille, og til sammenligning er grundskylden samme sted 24,58 promille.

Den i bestemmelsen omtalte forskelsværdi beregnes ved at trække grundværdien fra ejendomsværdien og det er altså af forskelsværdien, kommunerne kan opkræve en dækningsafgift, hvis og såfremt ejendommen helt eller delvist bruges til erhverv. Bruges hele ejendommen til erhverv, skal der betales afgifter af hele forskelsværdien, og er der tale om blandet brug fordeles forskelsværdien på den del, der bruges til erhverv og den der bruges privat. Dog er det en betingelse for opkrævning, at mere end halvdelen af ejendommen bruges til erhverv.

Der har fra erhvervspolitisk side været foretaget mange anslag mod den forhadte dækningsafgift, bl.a. fordi den jo altså rammer forskelligt fra kommune til kommune og dermed giver en geografisk skæv-vridning, og der har fra virksomhedernes side været ført mange kampe mod Skat som opkrævnings-myndighed om forståelsen af reglerne om vurderingen af konkrete tilfælde.

Aller senest har Højesteret i en ny dom den 12. august truffet afgørelse i en sag, hvor et transportfirma gennem et ejendomsfirma ejede en godsterminal, som blev benyttet af transportfirmaet.

Firmaet (konkret ejendomsfirmaet) havde siden 2002 betalt dækningsafgift til den lokale kommune af såvel godsterminal, som andre bygninger på ejendommen og dækningsafgiften blev naturligvis opkrævet i medfør af den oven for delvis citerede § 23 A i den kommunale ejendomsskattelov.

På et tidspunkt anlagde ejendomsfirmaet sag mod kommunen med påstand om, at kommunen skulle anerkende, at godsterminalen ikke var dækningspligtig, samt påstand om tilbagebetaling af et allerede betalt afgiftsbeløb på 4.000.000 kr., og anførte bl.a., at godsterminaler ikke var omfattet af § 23 A, og henviste i øvrigt til, at Indenrigsministeriet i en række vejledende udtalelser havde udtalt, at godsterminaler ikke var omfattet af bestemmelsen om påligning af dækningsafgift.

Kommunen anførte heroverfor, at formålet med bestemmelsen var at skaffe kommunerne mulighed for at opnå dækning for de udgifter, som erhvervsejendomme påfører kommunerne og at trafiktællinger havde vist, at vejnettet omkring godsterminalen var meget belastet af den tunge trafik.

I såvel Landsretten som senere i Højesteret var fremlagt diverse udtalelser fra bl.a. Indenrigsministeriet, udtalelser, som tidligere var blevet anvendt som grundlag for at kræve netop dækningsafgiften tilbagebetalt.

Der var dels tale om en udtalelse fra 1970, samt den senere såkaldte 1994-udtalelse, som i en række tilfælde har været anvendt som grundlag for, at terminalejere har modtaget deres dækningsafgift retur. Det kom under sagen frem, at 1994-udtalelsen var affødt af, at det i en note til Karnov Lovsamlingen (1992-udgaven) bl.a. var anført ”at private godsterminaler med perron til læsning losning af jernbanevogne ikke anses for omfattet af dækningsafgiftspligten”.

I brev af 16. marts 1994 havde Esbjerg Kommune udbedt sig en udtalelse fra Indenrigsministeriet vedr. dækningsafgift - godsterminaler. Brevet var vedlagt et brev af 11. marts fra Arealforeningen - Esbjerg Havn, hvori der med henvisning til ovennævnte Karnov-note blev peget på, at det fandtes misvisende alene at tale om jernbanevogne.

Indenrigsministeriet henviste i brev af 2. juni 1994 til Esbjerg Kommune til, at teksten i Karnov-noten formentlig var baseret på udtalelsen af 10. februar 1970, jf. pkt. 1 ovenfor, og at omtalen af jernbanevogne altså skyldes notens sammenhæng med den konkrete udtalelse.

Derefter hed det i brevet af 2. juni 1994 til Esbjerg Kommune:

Indenrigsministeriet var altså af den opfattelse, at det afgørende for ejendommen var, om der blev foretaget læsning og losning af varer, og under den konkrete sag, der startede i Landsretten blev naturligvis frembragt og gennemgået en række teknikaliteter, herunder oplysninger om ejendommens størrelse, benyttelse, mv., og det blev bl.a. oplyst, at der på ejendommen i henhold til BBR-registeret er fire bygninger med numrene 1, 2, 4 og 5. Bygning 1 er på 2.140 m2 og benyttes overvejende til administration, bygning 2 er på 12.240 m2 og benyttes udelukkende som godsterminal, bygning 4 er på 32 m2 og benyttes bortset fra en mellemgang udelukkende som godsterminal. Fra bygningerne 2 og 5 foretages der læsning og losning af gods til og fra lastbiler.

De konkrete bygninger tjente efter det oplyste ikke noget lagerformål. Oplagring af gods blev foretaget i et ”lagerhotel” på en selvstændig dækningsafgiftspligtig naboejendom, der ligeledes var ejet af samme ejendomsselskab.

Det fremgik under sagen, at Skat efter en besigtigelse af den i sagen omhandlede ejendom havde foretaget et skøn over vægtningen af de enkelte benyttelser på ejendommen. Kontordelen på 2.140 m2 vægtes med 1,2 og godsterminaldelen på 17.319 m2 blev vægtet med 0,6.

Landsretten startede med at slå fast, at kommunalbestyrelsen i henhold til § 23 A, stk. 1, i lov om kommunal ejendomsskat kan bestemme, at der som bidrag til de udgifter, ejendomme, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted og lignende øjemed, medfører for kommunen, skal svares en dækningsafgift.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, der blev indført som § 23, stk. 2, ved lov nr. 34 af 18. februar 1961, at formålet var at give kommunerne mulighed for at skaffe sig dækning for de udgifter til blandt andet gader, veje og brandvæsen mv., som erhvervsejendomme påfører kommunen.

Ejendomsselskabets godsterminal kunne efter Landsrettens opfattelse ikke henføres til nogen af de i bestemmelsen direkte nævnte kategorier af ejendomme. Ved afgørelsen af om terminalen kunne pålægges afgift, var det derfor afgørende, om den kunne anses for anvendt til et ”lignende øjemed”.

Efter det oplyste om ejendommens anvendelse fandt Landsretten, at ejendommen anvendes til et ”lignende øjemed”, ligesom Landsretten mente, at en fremlagt opgørelse over de omkostninger, som kommunen direkte kunne henføre til ejendomsselskabets godsterminal, at terminalen påfører kommunen en række udgifter, navnlig til vejvedligeholdelse og beredskab, svarende til de udgifter, som § 23 A i lov om kommunal ejendomsskat har for øje.

På denne baggrund og da der efter Landsrettens opfattelse ikke var grundlag for at fastslå, at lovgiver i forbindelse med, at lov om kommunal ejendomsskat var ændret i flere omgange, havde tilsluttet sig Indenrigsministeriets vejledende udtalelser, fandt landsretten, at ejendomsselskabets godsterminal var omfattet af § 23 A, stk. 1, i lov om kommunal ejendomsskat.

Kommunen havde således været berettiget til at opkræve dækningsafgift af sagsøgerens godsterminal som sket og kommunen blev frifundet.

Som nævnt havnede sagen i Højesteret, som den 12. august stadfæstede Landsrettens dom, og Højesterets fem dommere henviste til, at godsterminalen anvendes som en integreret og central del af transportfirmaets transportvirksomhed til omladning af gods, og retten fandt det ”utvivlsomt”, at denne anvendelse i væsentligt omfang påfører kommunen udgifter af den art, som ejendomsbeskatnings-lovens § 23 A har for øje.

Højesteret tiltrådte herefter, at ejendommen måtte anses for at blive anvendt i et ”lignende øjemed”, jf. § 23 A, og denne opfattelse, der også er gengivet i Skats Vurderingsvejledning, er efter det oplyste hidtil blevet fulgt af kommunerne.

På trods af disse omstændigheder kunne det efter Højesterets opfattelse ikke tages som udtryk for, at der forelå en bindende administrativ praksis, idet afgørelses-kompetencen efter loven tilkommer den enkelte kommunalbestyrelse.

Højesteret har med andre ord sat en tyk streg under, at kompetencen ligger lokalt hos kommunen og det er svært at forestille sig, at Højesterets dom vækker begejstring i transportbranchen.