Holder DK Kørende tiltrak især de mindste
Vejgodstransportens stort anlagte lancering af imagekampagnen ’Holder DK Kørende’ på Rådhuspladsen i København blev en succes.
Mens flertallet af de mange tusinde voksne danskere og turister, der krydsede Rådhuspladsen fredag nøjedes med at sagtne farten for at kaste et par nysgerrige blikke mod de udstillede lastbiler eller kun standsede kortvarigt for at se de rappende lastbilchauffører, så stiftede et stort antal børn nærmere bekendtskab med lastbilerne. Omkring 1.000 børn, hvoraf cirka halvdelen kom som skole- eller børnehaveklasser, mens de øvrige fulgtes med deres forældre, lærte om trafiksikkerhed og lastbiler i kampagnen ’Trafiksikkerhed i Øjenhøjde’, der udgjorde en del af ’Holder Dk Kørende’-udstillingen på Rådhuspladsen.
De mange børn, i de iøjnefaldende gule veste, var i aktivitet overalt på pladsen og havde en lærerig dag. Gennem leg blev der fokuseret på trafiksikkerhed og miljø i lastbilerne, i teltene og på en stor græsplæne, der var indrettet som en central legeplads midt på Rådhuspladsen i forbindelse med igangsætningen af den store Holder DK Kørende-kampagne.
- Transportbranchens imagekampagne blev skudt i gang med stor succes. I DTL er vi glade for at deltage – og ikke mindst glade for at kunne sætte særlige fokus på trafiksikkerhed blandt børn, som det var tilfældet, da ”Trafiksikkerhed i Øjenhøjde” deltog i startskuddet på transportbranchens imagekampagne, siger administrerende direktør i DTL, Erik Østergaard.
Det er International Transport Danmark, der har finansieret ’Holder DK Kørende’. Her er formanden Mogens Therkelsen også tilfreds med arrangementet.
- Det er glædeligt, at så mange børn lærer om lastbilernes rolle og trafiksikkerhed omkring lastbiler. Samtidig opnår vi, at vi øger kendskabet til branchen og det håber vi også vil bidrage positivt til rekrutteringen af fremtidens medarbejdere, siger Mogens Therkelsen til TTN.