Fremtidens citylogistik
Københavns Speditørforening (KSF) inviterer til konference om fremtidens muligheder for transport, logistik og spedition i hovedstaden.
Selv om succesen var stærkt begrænset – for at sige det mildt - da Københavns Kommune sidst forsøgte at styre logistikken i indre by i den såkaldte Citylogistik-ordning, så er Københavns Kommune nu på vej med endnu et forsøg på at effektivisere forsyningen af borgere, butikker og øvrigt erhvervsliv i Hovedstaden.
Det skal blandt andet ske ved etableringen af en såkaldt citygodsterminal, hvorfra godset videredistribueres til den indre by med ’små grønne varevogne’. Det skal være frivilligt, at benytte citygodsterminalen.
Københavns Speditørforening (KSF) er man skeptisk over for idéen, da man mener, at medlemsvirksomhederne kan levere godset mere effektivt og mere miljøvenligt. Derfor har foreningen arrangeret en konference, hvor man sætter fokus på fremtidens transport- og infrastruktur i København.
Konferencen afholdes fra kl. 9-15 fredag den 1. oktober 2010 på Børsen i København.
Det er gratis at deltage i konferencen, som Københavns Speditørforening håber vil tiltrække interesserede fra ikke kun transport- og speditørkredse, men også fra handel- og erhvervsliv, samt politikere og embedsmænd fra kommunen.
Tilmelding kan ske på info@dasp.dk