23948sdkhjf

Holder DK Kørende blev rappet i gang på Rådhuspladsen

Transportbranchen slog et stort slag for lastbilernes omdømme, da kampagnen ’Holder DK Kørende’ startede med stor event på Rådhuspladsen i København.

Transportbranchen slog et stort slag for lastbilernes omdømme, da kampagnen ’Holder DK Kørende’ startede med stor event på Rådhuspladsen i København.



International Transport Danmarks formand, Mogens Therkelsen, der har arbejdet for at fremme vejgods-transportens image i en lang årrække, bød velkommen. Han glædede sig over de mange landvindinger, som branchen har opnået og fremhævede lastbilernes store positive betydning for alle danskeres hverdag. Men han erkendte, at der er en bagside på medaljen.

- Vi ved også godt, at der er reelle problemer forbundet med lastbiltransporten når det gælder trafiksikkerhed og miljø. Her gør branchen allerede rigtigt meget for at leve op til sit samfundsmæssige ansvar, sagde Therkelsen.

Som en udløber af kampagnen fra ITD, DTL, DI Transport og ATL, så er det besluttet over de næste to år at iværksætte et projekt, der skal resultere i konkrete forbedringer inden for trafiksikkerhed, miljø og arbejdsmiljø.

- Vi ved nemlig godt, at et godt omdømme ikke kommer alene af gode intentioner alene, der skal være handling bag ordene. Her vil branchen være i førersædet, sagde ITD’s formand Mogens Therkelsen, inden repræsentanter for de fire brancheorganisationer underskrev aftalen om projektet.

Minister-opbakning

Herefter fik transportminister Hans Chr. Schmidt ordet:

- ’Holder DK Kørende’ er et vigtigt positivt tiltag, der ikke bare skal gøre befolkningen opmærksom på vejgodstransportens betydning, men som også ligger op til, at branchen selv skal bidrage med forbedringer, ikke bare på trafiksikkerhed, men også forslag som indførelse af natdistribution, der vil mindske trængslen i dagtimerne. Lastbilerne har afgørende betydning for samfundet. Det er nok en ubekvem sandhed for mange, der syntes lastbilerne fylder for meget på vejene og støjer i bybilledet. Men lastbilerne er simpelthen en livsnerve for os alle, fastslog Hans Chr. Schmidt.

Politisk velvilje

Ministeren lovede vognmandsorganisationerne og hele transportbranchen, at branchens indsats for at forbedre effektivitet, trafiksikkerhed og miljøet, vil blive mødt med positiv politisk velvilje.

- Det skal være noget for noget og jeg tør godt love, at transportministeriet vil indgå i en positiv dialog med branchen, sagde ministeren inden han formelt åbnede kampagnen, ved at klippe det røde bånd over, der blev holdt af de tre lastvognschauffører, der rapper sig gennem den vellykkede reklamevideo, der bliver spillet på flere af de store landsdækkende TV-kanaler fra i dag.

Det er ITD, der har finansieret kampagnen ’Holder DK Kørende’. Der er i alt afsat 20 millioner kroner til projektet over tre år.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.069