23948sdkhjf

Kraftigt fald i skibes luftforurening

En ny type luftrensningsanlæg til skibe vil sammen med en ny bekendtgørelse om miljøkrav til skibsbrændstoffer betyde, at svovludledningen til søs reduceres med 90 procent.

En ny type luftrensningsanlæg til skibe vil sammen med en ny bekendtgørelse om miljøkrav til skibsbrændstoffer betyde, at svovludledningen til søs reduceres med 90 procent.



Den ny svovlbekendtgørelse, der netop har været i høring, betyder at skibsfarten fra i dag frem mod 2015 skal reducere udledningen af svovl med 90 procent i Østersøen og Nordsøen. Kravene er her endnu skrappere i forhold til indholdet af svovl i brændstoffet end på Verdensplan, og kravene træder i kraft tidligere i Østersøen og i Nordsøen, fordi farvandene her er udpeget som særlige beskyttelsesområder i forhold til luftforurening. Globalt slår de nye skrappe svovlkrav først igennem fra 2020.

- Nu kommer de skærpede regler den danske regering har kæmpet for internationalt igennem de seneste år. Luftforureningen fra skibe er et grænseoverskridende problem, og derfor skal løsningerne også findes internationalt. Skibe, der sejler gennem Østersøen forbi Danmark og ud i Nordsøen, skal overholde ekstra skrappe miljøkrav. Det betyder renere luft til danskerne, siger miljøminister Karen Ellemann (V).

Rensningsanlæg renser røgen

Ved at installere et nyudviklet rensningsanlæg kan skibsbranchen overholde reglerne, selvom de fortsat sejler på svovlholdigt brændstof. De nye rensningsanlæg renser røgen fra skibe for svovl og partikler, inden den ledes ud i luften. Anlæggene er udviklet i samarbejdet Partnerskab for Renere Skibsfart mellem Miljøministeriet og Danmarks Rederiforening. Miljøstyrelsen har givet tilskud til udviklingen og implementeringen af anlægget fra styrelsens pulje til udvikling af miljøeffektiv teknologi.

De skærpede regler for svovl vil få stor betydning for Danmark, som er omgivet af hav, og hvor alle derfor udsættes for luftforurening fra skibsfarten, uanset hvor man bor. Derfor har Danmark arbejdet målrettet for en skærpelse af de internationale regler i FN’s søfartsorganisation (IMO), og resultatet er de nye regler, som nu indføres i dansk lovgivning. Målsætningen er, at skibsfarten frem mod år 2020 på verdensplan og år 2015 i bl.a. Østersøen og Nordsøen skal reducere svovludledningen med 90 %.

Syv procent af forureningen

Landene omkring Østersøen og Nordsøen har fået udpeget disse farvande til særlige beskyttelsesområder for luftforurening, så her er reglerne ekstra skrappe. Derfor vil scrubberne også være specielt interessante for rederierne her, når de skrappe regler træder i kraft i de særlige områder i 2015. Producenterne af scrubbere melder, at anlæggene vil være klar til reglerne træder i kraft.

Skibsfarten i danske farvande bidrager med 7 % af den samlede luftforurening med partikler i Danmark, mens hovedparten stammer fra blandt andet kraftværker og fabrikker, der ligger i andre lande. Også trafikken bidrager til partikelforureningen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079