Sikkerhed bliver til arbejdsmiljø
Nye regler om virksomhedernes arbejde med sikkerhed og sundhed træder i kraft 1. oktober.
De nye regler gør arbejdet med sikkerhed og sundhed mere fleksibelt og nemmere for virksomhederne, vurderer Dansk Erhverv.
- Det er fortsat arbejdsgiveren, der har ansvaret for et forsvarligt arbejdsmiljø, men med de nye regler kan virksomhederne i højere grad organisere deres arbejdsmiljøarbejde, så det passer til ledelsesstrukturer og andre behov i virksomheden, fortæller Thomas Fløcke, arbejdsmiljøkonsulent i Dansk Erhverv.
Som noget nyt skal virksomheder med færre end 10 medarbejdere holde en årlig arbejdsmiljødrøftelse, som de skal kunne dokumentere skriftligt over for Arbejdstilsynet. Men den kan afholdes i forbindelse med et personalemøde, så man slår to fluer med et smæk.
Nyt nærhedsprincipVirksomhederne behøver ikke længere kun at tage udgangspunkt i arbejdslederområder, når antallet af arbejdsmiljøgrupper skal fastsættes. Med de nye regler introduceres det såkaldte nærhedsprincip, som for mange virksomheder vil betyde en reduktion i antallet af grupper og arbejdsmiljørepræsentanter.
- Virksomheder med 10-34 ansatte kan nøjes med at etablere en arbejdsmiljøorganisation i ét niveau. Hidtil har virksomheder med over 20 ansatte både skulle danne en sikkerhedsgruppe og nedsætte et sikkerhedsudvalg. Den nye arbejdsmiljøgruppe skal varetage både daglige og overordnede opgaver på sikkerhed og sundhedsområdet. Alene af den grund bliver arbejdet nemmere for virksomheden, forklarer Thomas Fløcke.
Virksomheder med 35 eller flere ansatte skal fortsat arbejde i to niveauer med arbejdsmiljøgrupper, der varetager det daglige miljøarbejde, og arbejdsmiljøudvalg, der står for de overordnede og koordinerende opgaver.
Alle virksomheder skal holde et årligt møde, hvor arbejdsmiljøarbejdet evalueres og planlægges. Det er på dette møde man beslutter, hvordan samarbejdet om arbejdsmiljø skal foregå – bl.a. hvor ofte man holder møder. Der er ikke længere krav om referat fra møderne i arbejdsmiljøorganisationen.
Ny arbejdsmiljøuddannelseMed de nye regler følger også en ny uddannelse, som alle nyvalgte arbejdsmiljørepræsentanter og arbejdslederrepræsentanter, der ikke allerede har en arbejdsmiljøuddannelse, skal gennemføre. Den nye uddannelse løber over tre dage mod fem dage tidligere, og den skal være gennemført allerede tre måneder, efter man er valgt eller udpeget.
Grunduddannelsen skal desuden følges op med et tilbud om to dages supplerende uddannelse, og i de følgende år som aktiv arbejdsmiljørepræsentant skal man tilbydes 1 ½ dag til arbejdsmiljørelevant uddannelse.