23948sdkhjf

Nyt spisested ved hovedvej 13

Tulip vil med forretning i Truckcenter Hjøllund lette adgangen til varieret fastfood i det midtjyske.

Tulip vil med forretning i Truckcenter Hjøllund lette adgangen til varieret fastfood i det midtjyske.



Endnu et spisested er kommet til i rækken af de godt 250, der drives efter Tulips koncepter – ved krydset mellem de stærkt trafikerede hovedveje A13 og A15 i Hjøllund, hvor tusindvis af person- og lastbiler hver dag passerer forbi.

Ifølge Tulip Food Company (TFC) er baggrunden for at etablere den ny forretning, at de eksisterende spisemuligheder i området er begrænsede.

– Der har manglet et sted med varieret udbud af kvalitetsretter, siger adm. direktør Christian Petersen, TFC Fast Food A/S. Vi ved, at lastvognschauffører og andre, der færdes på vejene, efterlyser et mere alsidigt spisekort, end det er reglen i dag. Derfor serverer vi ud over den traditionelle grillmad også sandwicher, salater, gryderetter og et bredt udvalg af traditionel dansk mad – f.eks. frikadeller, hakkebøf og kamsteg, forklarer direktøren.

Butikken, der har åbent fra 8-20, rummer også bad- og toiletfaciliteter, og der forhandles slik, is og andre kioskvarer.

Service samlet

Spisestedet er åbnet på Truckcenter Midtjyllands grund i Hjøllund, og dét er ikke nogen tilfældighed.

– Beliggenheden ud til vejen er ideel. Desuden er selve truckcentret et knudepunkt, som tiltrækker massevis af lastvogne hver dag, og åbningen af anlæg med OK Truck Diesel for nylig har yderligere øget tilstrømningen, siger Christian Petersen.

Også truckcentrets direktør, Kenneth Jensen, er tilfreds med etableringen.

– Vores ambition er at dække alle transportbranchens daglige servicebehov, og nu får vore kunder også mulighed for at spise et måltid god mad, proviantere eller tage et bad, mens deres lastvogne bliver repareret, vasket eller synet, siger direktøren. Jo mere der er samlet ét sted, jo bedre kan chaufførerne udnytte deres tid. Det er væsentligt i en dagligdag, hvor der i stigende grad fokuseres på effektivitet.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.051