DHL fik svær start i Billund
Askesky: Naturen viste sit barske ansigt, da DHL begyndte i Billund.
Af Herbert Nielsen
Den islandske vulkanaske indhyllede i foråret store dele af den nordlige halvkugle i skyer og satte en stopper for luftfarten i lange perioder. Det skete netop få dage efter den første flyvning mellem Billund og Leipzig, der er DHL’s nye europæiske hub.
- Vor første flyvning foregik den 6. april – og kun to dage efter lukkede det hele. Det gav os naturligvis et stort problem, ligesom det ramte alle andre. Så det varede nogen tid, før forholdene blev så normale, at vi kunne nærme os det, der lå i vores budgetter, siger Michael Hovgaard Povlsen, DHL Express’ chef i Danmark.
- Når det er sagt, og når vi ser bort fra de små tal i april, kan vi alligevel glæde os over den nye service, der jo betyder, at vore kunder i den vestlige del af Danmark nu kan indlevere deres gods senere og modtage importen tidligere. Markedet har virkelig taget godt imod vores budskab, og allerede her kort efter den reelle start har vi set blækket tørre på vore første kontrakter med kunder, der dermed har valgt at gå over til os, siger Michael Hovgaard Povlsen.
En ny Boeing 757-200F er en meget vigtig del af DHL´s aggressive strategi over for markedet.
- Den anden del er jo færdiggørelsen af vores kommende nye terminal i Taulov, placeret lige ved motorvejen, der får trafikken til at glide. Denne terminal åbner vi den 30. juli, og så er vi virkelig stærkt positioneret i markedet, siger Povlsen.
DHL Express ser i øvrigt lige som Billund Lufthavn nu også en stigning i eksportfragten – og så kommer der virkelig skub i udviklingen.