Ny reachtruck kører på brændselsceller
Still leverer første reachtruck, der drives af brændselsceller.
For første gang nogensinde har Still-koncernen leveret en reachtruck, som er drevet af brændselsceller. Der er tale om et forsøgsprojekt, hvor en Still reachtruck testes i praksis hos BASF Coatings AG. Bag projektet står det tyske forbundsland Nordrhein-Westfalen, Still, brændselscelle-producenten Hoppecke og Linde AG, der leverer brinten til brændselscellerne.
Hos BASF Coatings køres der med to forskellige truckmodeller, som begge er forsynet med brændselscelle teknologi. Det drejer sig om en Still reachtruck FM-X 20 samt en elektrisk Still 2,5 ton gaffeltruck R 60-25.
Reachtrucken anvendes i vareforsendelsen til håndtering af færdigvarer, og el-trucken transporterer halvfabrikata mellem lager og produktion. Begge trucks bliver tanket på en stationær brint-tankstation.
- Still ser udviklingen af brændselscelle teknologi til intern transport i virksomheder, som en vigtig investering for en grønnere fremtid. Der bliver mindre olie for hver dag der går. Hele verden bruger løs, mere og mere, og derfor er det vigtigt at være opmærksom på energibesparende tiltag. Ingen røg og ingen støj er vigtigt for arbejdsmiljøet, og Still vil være bedst dér, hvor mennesker arbejder. Allerede i dag kan vi med vores eksisterende gaffeltruckmodeller forbedre arbejdsmiljøet væsentligt, sågar med store energibesparelser til følge. Ved at indsætte nyt materiel, er vi i stand til at forbedre enhver virksomheds bundlinieresultat, udtaler direktør Gerner Hoppe, Still Danmark A/S Stills’ ingeniører har beskæftiget sig med brændselsceller som et alternativ til batteridrift siden 2003 og koncernen har dermed oparbejdet en betydelig ekspertise inden for anvendelsen af brændselsceller på internt transportmateriel.