Ny 6-akslet blokpåhængsvogn til Virklund
Den nye blokpåhængsvogn er den første af sin art fra Goldhofer.
Virklund Vognmandsforretning I/S i Silkeborg har netop fået leveret en 6-akslet Goldhofer blokpåhængsvogn, fra Jørn Bolding A/S. Blokvognen, som har 2 aksler forrest og 4 aksler bagerst, er den første af sin art som Goldhofer har bygget.
Opbygningen har tilpasset transportopgaver af bestemte typer af store gravemaskiner, hvor man i opbygningsfasen har haft indtegnet de ønskede gravemaskiner i tegneprogrammer, og simuleret læsning af blokpåhængsvognen.
Virklund Vognmandsforretning I/S drives af vognmændene Kaj og Henning Geert, og firmaet fik den første Goldhofer påhængsvogn i 1986 og har siden haft både 3 og 5 akslede blokpåhængsvogne fra Goldhofer. Den nye Goldhofer blokpåhængsvogn er udstyret med 6 BPW aksler med luftaffjedring, hvoraf de 2 bagerste aksler er selvsporende, som betyder at blokpåhængsvognen opnår en fin drejeradius. Vognen er udstyret med et EBS-bremseanlæg fra Wabco.
Lastehøjden er på ca. 0,88 m, ladlængden er på 11,65 m, og bredden er på 2,75 m., der ved hjælp af forbredninger kan udvides til 3,2 m. Træplanker til forbredning af lastefladen, er placeret i en praktisk stålkasse under ladet.
Bagerst på lastefladen er blokvognen forsynet med en gravearms-grøft, og forstærkede hydrauliske ramper, der er udstyret med ”klatre-lister” til hjælp ved opkørsel af larvebånds maskiner.
Blokpåhængsvognen har en lasteevne på 56.200 kg. ved en hastighed på 45 km/h, og er solgt til Virklund Vognmandsforretning af Per Bolding.