Nyt kurer- og eksprestilbud
Danske Fragtmænd Express har siden nytår tilbudt kurér- og eksprestjenester på Sjælland – nu forstærkes forretningen med opkøb af Cargo Flex inklusive datterselskaber.
I slutningen af 2009 stiftede Danske Fragtmænd A/S datterselskabet Danske Fragtmænd Express A/S med det formål at tilbyde det danske erhvervsliv ydelser indenfor kurer- og ekspreskørsel overalt i Danmark. Selskabet startede sit virke den 1. januar 2010 med specielt fokus på København og det øvrige Sjælland.
Samtidig har det nye selskab Danske Fragtmænd Express A/S allerede med virkning fra den 1. april 2010 opkøbt kurer- og ekspresselskabet Cargo Flex A/S, herunder datterselskaberne Cargo Flex Øst ApS og Cargo Flex Syd A/S:
- Vi har haft en virkelig god start, både med opkøb og en hel del nye spændende kundeaftaler. Derudover forventer vi også at foretage yderligere opkøb, når lejligheden byder sig, siger Carsten D. Appelt, som er administrerende direktør for Danske Fragtmænd Express A/S.
Ved opkøbene er selskabet blevet landsdækkende med kontorer i København og i Århus og råder nu over mere end 35 vogne. Herudover samarbejder kurer- og ekspresvirksomheden også med et større antal eksterne vognmænd.
Konceptet i Danske Fragtmænd Express A/S er blandt andet, at det nye selskab fra starten har investeret betydeligt i IT-løsninger, således at alle biler er forbundet online med det centrale booking- og GPS-baseret overvågningssystem.