Verdens største lastvognskran
Skaks Specialtransport bliver importør af Erkin-kraner.
Det var intet mindre end en premiere på en ny og samtidig verdens største lastvognskran, da Skaks Specialtransport forleden satte nogle store lystbåde i vandet i Bogens Havn. Skaks Specialtransport har nemlig fået agenturet i Nordeuropa for kranproducenten Erkin, der bl.a. bygger verdens største lastvognsmonterede kran.
Et eksemplar af præcis denne kran, der bærer betegnelsen ER-365.000 L-8, har Skaks netop fået bygget op på et femakslet Volvo FM chassis. Kranen udførte sin første arbejdsopgave nogensinde, da den satte nogle store lystbåde i vandet i Bogense – en let øvelse for den store kran, som har kapacitet til at løfte meget mere.
Det er nemlig en 365 tm-kran, som samtidig er udstyret med 8 hydrauliske udskud i knækarmen, samt en tilhørende flyjib, der forøger rækkevidden. Løftekapaciteten er stor: på 5,10 meter arm løfter den nye kran 72 ton og på 9,30 meter arm er løfteevnen stadig hele 22,6 ton. Med flyjibben monteret løfter Erkin kranen 1,9 ton helt ude på 38,8 meter arm.
Flere fordeleI krankredse sammenlignes kranen i store træk med en 120 tons mobilkran. I modsætning til mobilkraner har den nye Erkin-kran dog den store fordel, at den kan køre ind af en lav port og udføre tunge løft inde i en bygning med vandret arm, hvor en mobilkran altid skal have stor løftehøjde, for at kunne rejse masten højt så den kan komme til at løfte.
- Vi har store forventninger til den nye krantype, siger direktør Magnus Skak til TTN. Vi forventer også at kunne sælge et antal kraner til kolleger i branchen. Kranen vil flytte hegnspæle for hvad der kan klares med lastbilmonterede kraner og hvornår det fremover vil være nødvendigt at anvende en mobilkran til at løse en løfteopgave.
Den nye kran ville kunne ses i næste uge på verdens største udstilling for bygge- og anlægskøretøjer m.v. Bauma i München, hvor Skaks har en stand.