Nyt transportselskab søger vognmænd
Wuxus ApS, der er stiftet af seks vognmænd i hovedstadsområdet, vil gøre det lettere for kunder og vognmænd at finde sammen.
Wuxus ApS, der har adresse på Jerismosevej 9 i Greve, startede 1. april og kører nu med 12 vogne. Men det antal skal gerne øges dramatisk i de kommende måneder, hvor selskabet håber at kunne rekruttere et stort antal selvstændige vognmænd.
- Vi vil være et alternativ for den selvstædige vognmænd, der ønsker at være en del af et større transportnetværk, som er attraktivt for transportkøberne. Vi vil samle så mange forskellige vognmænd som muligt, så kunderne kan få løst praktisk taget enhver transportopgave gennem os, det gælder distribution, fragtmandsopgaver, kran-kørsel eller entreprenørkørsel. Vi formidler så transportopgaverne fra transportkøberne til vognmændene på en ny og utraditionel måde. Vi udbyder turen på vores hjemmeside, hvor vognmændene så frit kan byde ind på de ture, som de synes er interessante, fortæller adm. direktør Karsten Kjær, der også er medejer i Wuxus ApS.
Han kommer fra en lederstilling i kurér- og pakketransportbranchen.
Han understreger, at medlemskabet af Wuxus ikke binder vognmændene, der frit kan blive ved med at køre for eksisterende kunder eller speditører.
På sigt skal den eksisterende web-løsning udbygges med en mere dynamisk løsning, der er baseret på mobiltelefoni, så selvkørende vognmænd får endnu lettere ved at ’fange’ ture netop der, hvor de befinder sig.
Wuxus ApS vil ikke fungere som et egentligt kundecenter, der så arrangerer transporterne, men blot formidle transportopgaverne videre til vognmændene.
OrienteringsmøderDet nystiftede selskab gennemfører i den kommende tid en række orienteringsmøder i en række danske byer, hvor man håber at kunne rekruttere nye vognmænd. Wuxus ApS lokker med et medlemsgebyr på 4000 kroner månedligt – for tidlige tilmeldinger endda helt ned til 2500 kroner om måneden.
- På sigt er det meningen, at medlemsgebyret skal erstattes af en afgift på den enkelte transport, så vores vognmænd ikke betaler noget, hvis vi ikke skaffer dem nogen ture, fortæller Karsten Kjær.