ITD advarer ved chiptuning
Færdselsstyrelsen understreger over for ITD, at chiptuning af lastbiler kræver ny godkendelseserklæring.
Så vidt vides har Færdselsstyrelsen dog ifølge ITD endnu ikke udstedt en eneste godkendelseserklæring i forbindelse med chiptuning. ITD anbefaler derfor medlemmerne at være særligt opmærksomme på, at alle bestemmelser er overholdt, inden man overvejer chiptuning.
Chiptuning anses som en konstruktiv ændring af lastbilens drivlinje. Fejl på motor, gearkasse, bagtøj mv., der kan henføres til ændringen, vil som udgangspunkt ikke længere være dækket af garantien. Dette bekræfter flere lastbilimportører overfor ITD.
Grundlæggende er det altså lovligt at chiptune en lastbil, skriver ITD til medlemmerne, men kun såfremt ændringen kan typegodkendes. Det er ikke nok med de 6 røggasmålinger, der er beskrevet i direktiv 72/306/EØF (som FS-medd. 1887 kan give indtryk af, hvis den læses ”forkert”). Bl.a. vil motorens emissionscertifikat ikke længere være gældende, og før et anerkendt prøvningsinstitut vil kunne skrive under på, at den aktuelle euro-norm fortsat er opfyldt, vil en decideret emissionsmåling være krævet.
OvervejelserOvervejer du at chiptune din lastbil, bør du derfor være opmærksom på følgende, skriver ITD:
1) Der skal søges en ny godkendelseserklæring eller henvises til en anden typegodkendelse. Køretøjet skal synes og have anført det nye G- eller T-nummer samt supplerende data ”Konstruktive ændringer” og ”Chiptuning godkendt” på registreringsattesten.
2) Garantien på drivlinjen bortfalder, og det vil sandsynligvis være vanskeligt at opnå kulancedækning ved skader, der opstår efter garantiens udløb.
3) De fleste drivlinjer er optimeret i forhold til det oprindelige motormoment og ikke nødvendigvis ”overdimensioneret”, så de kan holde til det øgede moment.
Opdatering af motorstyringen, som specificeret af køretøjsfabrikanten, anses ikke for chiptuning. Oftest er dokumentationen for emissionerne indeholdt i den oprindelige typegodkendelse eller i et emissionscertifikat, der kan lægges til grund for en ny godkendelseserklæring. Her er således ikke tale om chiptuning, skriver ITD, men om en decideret ændring af motortypen. Køretøjet skal efterfølgende synes og have anført den ændrede euro-norm på registreringsattesten.