Borgmesteren hos Iveco
Odense Kommunes borgmester Anker Boye lagde vejen forbi Ivecos center for erhvervskøretøjer på Krumtappen i Odense.
Det var ikke første gang at Anker Boye besøgte virksomheden. Det var nemlig ham der førte saksen, da snoren til det dengang helt nye center for en god halv snes år siden blev klippet over ved indvielsen.
Borgmester Anker Boye fik en god og informativ rundvisning af adm. direktør Gunni Mikkelsen fra Iveco Danmark A/S, der viste hvad centeret indeholder af faciliteter og servicetilbud. Gunni Mikkelsen kunne også fortælle om den store nedtur, som har ramt autoindustrien i Danmark, hvor hele segmentet med både varevogne og lastvogne er særdeles hårdt ramt.
Anker Boye benyttede samtidig lejligheden til at informere om de kommende planer for området ved Iveco Odense, hvor motorvejen snart skal udvides og der er planer om etableringen af et helt nyt tilkørselsanlæg lidt øst for det nuværende anlæg.
I Iveco udvikler, producerer og markedsfører et bredt spektrum af lette, mellemtunge og tunge erhvervsbiler, entreprenørbiler, by- og intercity-busser samt specialbiler til anvendelse inden for brandslukning, off-road missioner, militæret og civilforsvaret. På verdensplan har Iveco næsten 25.000 ansatte, 27 produktionsvirksomheder og mere end 5000 servicesteder.
På billedet ses fra venstre adm. direktør Gunni Mikkelsen, Iveco Danmark A/S, borgmester Anker Boye, Odense, transportkonsulent Arne Granstrøm, Iveco Odense samt demodriver Jørgen B. Andreassen Iveco Danmark A/S.