Rund fødselsdag i Børkop
Vognmand Alex Jørgensen, Børkop fylder i dag 60 år.
Alex Jørgensen har siden efteråret 1982 drevet selvstændig vognmandsvirksomhed, efter at han i nogle år havde arbejdet som chauffør. Virksomheden, der råder over et par hejseladsvogne med kraner og tilhørende påhængsmateriel, har et bredt kundeunderlag, som både omfatter erhvervsvirksomheder og private kunder.
Alex Jørgensen sætter en ære i at kunne løse opgaverne til kundernes tilfredshed, og henviser gerne til en kollega i branchen, hvis løsningen måske falder uden for serviceudbuddet i hans egen virksomhed.
– Jeg vil helst køre ud og yde mine kunder en god service, så de bliver tilfredse, siger Alex Jørgensen til Danmarks Transport-Tidende.
Virksomheden råder da også over en stor kompetence indenfor transportområdet. Alex Jørgensens nuværende chauffør har været ansat i 17 år og kender derfor også det hele. Selv om der nu bliver rundet et skarpt hjørne har Alex Jørgensen ingen planer om at lægge op.