Lastbiler, der kører for tivoli og cirkus, er omfattet af reglen for specialkøretøjer – uanset hvad de fragter.

Det var en overrasket rumænsk chauffør, der tilbage i 2007 blev standset af politiet med henblik på kontrol af fartskriveren i kontrolapparatet. Ikke så meget på grund af selve kontrollen, men fordi betjenten denne gang pålagde chaufføren - og dermed tivoliet han arbejde for - at betale en bøde på 6000 kr. for overtrædelse af køre- hviletidsforordningen.

Hidtil havde politiet altid accepteret, at tivolikøretøjer var fritaget for at anvende diagramark, men denne gang undslap han ikke politiets lange arm.

Den 15. juli 2008 var tivoliet på vej på Vorbasse Marked, hvor de skulle opstille både forlystelser, telte og boder. Karavanen med de mange lastbiler bevægede sig langsomt mod syd, da politiet standsede karavanen som en del af en rutinekontrol af trafikken på vej til Vorbasse Marked.

Særligt var politiet interesserede i at kontrollere overholdelse af køre-hviletidsbestemmelserne, herunder anvendelse af diagramark i kontrolapparatet på lastbilerne.

Ingen af tivoliets lastbiler benyttede fartskriver, da tivoliejeren mente, at lastbilerne var omfattet af undtagelsesbestemmelserne for specialkøretøjer, der benyttes til transport af cirkus- og tivoliudstyr.

Heller ikke lastbilen, der kørte med gulvet til slikteltet, anvendte diagramark, til trods for at den var indrettet som en helt almindelig lastbil uden nogen form for særlig tilpasning til transport af tivoligrej.

Da lastbilen således ikke var særligt indrettet, mente politiet ikke, at der var tale om et specialkøretøj, der kunne fritages for overholdelse af køre- hviletidsbestemmelserne. Dette udløste en bøde på 6000 kr., som tivoliejeren dog nægtede at betale. I stedet endte sagen hos domstolene.

Indtil 2007 havde der ikke været tvivl om, at lastbilen var omfattet af undtagelsesbestemmelserne i reglerne om køre- hviletid, da der blot var krav om, at lastbilen fragtede tivoli eller cirkusudstyr.

Men efter en indsnævring af undtagelsernes anvendelsesområde, var der nu opstået tvivl om fritagelsens omfang, da de nye regler stillede krav om, at køretøjet skulle være et ”specialkøretøj”.

Rigspolitiet fortolkede reglerne på den måde, at ordinære lastbiler ikke længere var undtaget, men alene specialindrettede køretøjer til særlig brug var fritaget. Modsat mente tivoliejeren, at en almindelig lastbil også var undtaget, så længe den blev anvendt til specialtransport, som f.eks. transport af tivoligrej.

Byretten fandt, at lastbilen var omfattet af undtagelsesbestemmelsen og gav dermed tivoliejeren medhold. Et resultat, som Vestre Landsret enstemmigt stadfæstede med den begrundelse, at pligten til at anvende fartskriver blandt andet afhænger af den kørsel, som køretøjet faktisk udfører.

Det er i højere grad et spørgsmål om faktisk brug end decideret indretning af køretøjet. Dommerne fandt ikke, at ”specialkøretøj” betød, at køretøjet nødvendigvis skulle være specielt indrettet, men at det i stedet var tilstrækkeligt, at køretøjet fast og vedvarende blev brugt i forbindelse med tivolidriften, nemlig ved flytning af udstyret fra plads til plads.

Tivoliejeren blev derfor frifundet og kan nu roligt turnere rundt i sommerlandet med sine forlystelser og udstyr på almindeligt indrettede lastbiler, uden at risikere bøder for overtrædelse af køre- hviletidslovgivningen.

Som følge af en dugfrisk dom afsagt af Højesteret 4 marts, er det naturligt at følge op på sidste måneds indlæg om parkeringsafgifter. I denne nye dom har Højesteret fastslået, at parkeringsmyndigheder ikke er berettigede til at opkræve gebyr for den første rykkerskrivelse, der sendes ud til bilejeren, der ikke har betalt girokortet i forruden.

Det er en betingelse, at girokortet er ”kommet frem” til modtageren, for at der kan opkræves gebyr for første rykkerskrivelse. Højesteret slog fast, at girokortet ikke kan anses for at være kommet frem til bilejeren, ved blot at anbringe det under vinduesviskeren i forruden. Den store usikkerhed der er forbundet med anbringelse i forruden skal ikke komme bilejeren til skade, men må i stedet være en risiko, som parkeringsmyndigheden må bære.

Domstolene har således stillet skærpede krav til parkeringsmyndighederne gennem de seneste afgørelser - særligt vedrørende bevisbyrden for overtrædelse af parkeringsreglerne (som nævnt i seneste indlæg) og bevisbyrden for, at girokortet er kommet frem.

Denne retsudvikling er klart til bilisternes fordel, og der er derfor god grund til at være opmærksom, såfremt man i fremtiden får et mellemværende med parkeringsmyndighederne.