23948sdkhjf

Redningskorps med det hele

Reko har både ambulancer, bjærgningskøretøjer, kranbiler, fejeblad og specialkøretøjer til dyretransport.

Reko har både ambulancer, bjærgningskøretøjer, kranbiler, fejeblad og specialkøretøjer til dyretransport.



Af Finn Bjerremand

Når man træder ind af døren ved Reko A/S i Kolind, får man straks fornemmelsen af at dette er et rigtig redningskorps, som det var i gamle dage. Her er nemlig både ambulancer, store bjærgningskøretøjer, kranbiler, fejeblade, små Unimoger med kraner og meget mere.

Der er også brandbiler på adressen, hvilket skyldes at Reko A/S i fællesskab med Syddjurs Kommune i 1999 byggede garageanlægget, hvor Brand og Redning Djursland, station Kolind samt Reko’s autohjælpskøretøjer holder til. Desuden er Reko A/S alarmcentral for brandberedskabet på hele Djursland.

Men tag ikke fejl - på trods af den gammeldags fornemmelse, så er der tale om en moderne redningsstation med masser af nyt og moderne redningsudstyr.

I øjeblikket kan Reko bl.a. prale af at have den mest moderne bjærgningsvogn i Danmark. Til gengæld er det gået ud over ambulancetjenesten i det gamle år. Redningskorpset i Kolind mistede ved en udbudsrunde i fjor akutkørslen med ambulancer, men kører fortsat sygetransporter og dem er der mange af. Reko kører ofte patienter som kommer med fly fra udlandet, og med beliggenheden tæt på Århus Lufthavn i Stabrand, er der mange transporter til de to amerikanske ambulancer.

Familieeje

Redningskorpset, der også er en del af Dansk Autohjælps net, ejes gennem et aktieselskab af familien Brøgger Jensen. Reko blev grundlagt i Kolind i 1964 af Ove Dalby.

Når det kom på familien Jensens hænder skyldes det, at det daværende Reko, der dengang var landsdækkende, havde etableret en station i byen som nabo til Klaus Brøgger Jensens far, der dengang drev vognmandsforretning.

– Når det var vinter, var de nødt til at have deres ambulancer holdende i min fars garage ellers kunne de ikke starte, fortæller Klaus Brøgger Jensen.

I 1965 gik Reko på landsplan i opløsning og der var ikke lige nogen til at overtage redningsvirksomheden.

- Min far Svend Aage Jensen synes det var ærgerligt at det skulle forsvinde, så han overtog virksomheden og drev sideløbende vognmandsforretning. Efter et stykke tid blev det dog redningsvirksomheden, der blev satset på, fortæller Klaus Brøgger Jensen.

Svend Aage Jensen var en fremsynet mand, der bl.a. på et tidligt tidspunkt begyndte at anvende defibrilatorer i ambulancerne, senere blev Reko kendt for de store amerikanske ambulancer i den karakteristiske gule farve. I mange år har det da også været sådan, at man på Midtdjursland ringede direkte til Reko, når man skulle bruge en ambulance. Efter udbudsrunden sidste år er det dog et afsluttet kapitel med akutkørslen.

Næste generation

I 2004 døde Svend Aage Jensen og familien overtog virksomheden. Klaus Brøgger Jensens mor er direktør i selskabet, mens de tre brødre er aktionærer.

Klaus Brøgger Jensen, der oprindelig er udlært Mercedes-mekaniker hos det daværende Bohnstedt-Petersen A/S og derefter var ansat som svend hos MAN Last & Bus A/S i Skejby i fem år, inden han kom hjem til Reko i 1992, er som den eneste af aktionærerne fuldtidsansat i firmaet.

I 2004 blev der bygget en ny station på Ebdrupvej i Kolind ved siden af den eksisterende bygning hvor Brand og Redning Djursland samt Reko’s autohjælpsbiler har til huse.

Klaus Brøgger Jensen og hans familie bor i huset ved stationen.

fba@transinform.com
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064