Vognmand med stærke sider
Bredahl Transport skærer ned, når der skal skæres. Også selv om det gør ondt. Ole Bredahl langer ud efter kollegers prisdumping.
Af Finn Bjerremand
Langvarige forretningsforhold med masser af service er noget som kendetegner månedens vognmand Ole Bredahl Christensen og hans firma Bredahl Transport ApS, der hører hjemme i den vestjyske landsby Timring lidt nordvest for Herning.
Oprindelig ville Ole Bredahl være landmand, men han fandt ud af at timelønnen var bedre som chauffør end som landsbrugsmedhjælper og så fik han arbejde hos en vognmand med tre lastvogne. Det gik i midlertidig ikke så godt for vognmanden, så det endte med at Ole Bredahl overtog en af lastvognene sammen med opgaverne for Aubo Køkken & Bad fra nabobyen Avlum.
- Det er snart 15 år siden og vi har fortsat Aubo som en af vore gode kunder, fortæller Ole Bredahl.
Lige nu er der ellers ikke meget at prale af. Bredahl er som andre transportvirksomheder ramt af krisen. Tre ud af virksomhedens fire specialtrailere har stået stille siden en gang sidste år. Trailerne plejer ellers at blive anvendt til specialtransporter mellem Danmark, Polen, Tjekkiet, Tyskland m.fl. Afmatningen har også ramt virksomhedens lagerhotel, der i en del år fungerede som drejeskive for distribution af træ fra Polen og Baltikum. Ole Bredahl byggede i 2005 en helt ny hal til opbevaring og omlastning af træprodukter.
Har skåret tilVognmanden har for længst taget konsekvensen af den reducerede efterspørgsel.
– Vi har reduceret med det der svarer til ca. 30 procent, og det betød at jeg i efterår valgte at stalde to af mine trækkere op. Heldigvis var de betalte, så det kunne jeg gøre med sindsro - men desværre betød det også, at jeg måtte sige farvel til to medarbejdere.
Den ene af trækkerne har han selv taget, når der har været behov for det.
- Men i år er det kun blevet til tre ture, fortæller Ole Bredahl.
Alligevel klager vognmanden ikke. Forleden sendte han for første gang nogen sinde seks fuldlastede vogntog af sted til Norge på én gang.
- Lige nu aftager nordmændene mange køkkener, og det nyder vi godt af. Jeg har derfor bestilt yderligere et nyt komplet 6-akslet hængervogntog til at køre på Norge, siger Bredahl og forklarer, at det er smart med et hængervogntog som kan deles, når der skal leveres ude på de små destinationer i Norge.
Firmaet i Timring har i forvejen et tilsvarende 6-akslet vogntog, der er i fast drift med to ture hver uge mellem Jylland og Norge.
Bredahl Transport har selv en stor plads og både et stort lager og et værksted.
– Vi reparerer og servicerer selv næsten alt hvad vi selv kan lave fortæller Ole Bredahl. Når man kun kan tjene 300 kr. i timen med en lastvogn, er det for dyrt at køre på værksted og betale over 400 kr. i timen for det, hvis der er tale om noget som vi selv kan lave.
Skal give overskud- Mine lastvogne kører ikke rundt og laver underskud, det skal give overskud, pointerer vognmanden, der ikke gider, være pessimist.
- Dem er der nok af i forvejen, siger han. Vi har valgt ikke at køre til kvantitet, men i stedet til kvalitet, siger Ole Brdahl, der mener, at der er alt for mange af hans kolleger, der prøver at vokse sig ud af problemerne og samtidig vælge at regulere prisen ned i stedet for at tilpasse virksomheden til behovet.
- Går efterspørgslen på transport ned med 30 procent bør man reducere sin kapacitet med 30 procent i stedet for at sætte priserne ned med 30 procent, lyder det filosofisk fra Ole Bredahl. Alt for mange kører gang på gang uden hensyntagen til de faktiske omkostninger og de kører dermed stille og rolig deres egen virksomhed i sænk. Når der samtidig er nogen som yder betalingsbetingelser på helt op til løbende måned plus 60 dage, så er vi virkelig ude på et skråplan. Der er jo ingen vognmænd som kan agere finansieringsinstitut for deres kunder - og det er jo umuligt at få nogen bank til at finansiere det.
Stærke siderNår Bredahl Transport trods krisen alligevel klarer sig, skyldes det ifølge vognmanden flere forhold.
- Først og fremmest er mine stærke sider, at jeg har været god til hele tiden at tilpasse virksomheden til kundernes øjeblikkelige behov, et godt købmandskab og evnen til at have pålidelige folk. Vi har altid gode aftaler med forskellige leverandører og vi har altid gode folk, siger vognmanden.
Chaufførerne hos Bredahl Transport får ofte en skriftlig lasteinstruks med hjemmefra og modtager altid deres ordre fra chefen selv.
- Det er mig, der styrer virksomheden og derfor er jeg også bindeleddet mellem kunden og chaufføren, understreger Bredahl.
Han kan også sende beskeder til vognene og dermed sikre, at chaufførerne altid får korrekt instruks.
- Men vores chauffører tænker selv og gør tingene selv, de er absolut selvtænkende. De har masser af kompetence og mange af dem har efterhånden kørt her i mange år. Vi har kunder, for hvem det er vores chauffører, som styrer deres lager. Kommer der chauffører fra andre selskaber, som skal have udleveret gods fra det pågældende lager, er de nødt til at have kontakt til vores chauffører for at få godset fundet frem og lastet, forklarer Ole Bredahl.
Erfaring betaler sigOle Bredahl har svært ved at forstå de kolleger i branchen som blot fokuserer på en lav timeløn til chaufføren og som derfor ofte vælger at sætte en uerfaren chauffør på deres dyre vogntog.
– Der findes rigtig mange dygtige polakker og litauer, siger Ole Bredahl, men jeg forstår ikke at vognmændene vil have nogen, som ikke ved hvad de har med at gøre, til at køre med de dyre vogntog.
Han peger også på sprogvanskelighederne. For nogle år tilbage var han på en form for studietur til bl.a. Letland, hvor han besøgte en skole.
- Her forelagde jeg problemet med de manglende sprogkundskaber hos lettiske chauffører – et problem der tilsyneladende også eksisterer hos den forholdsvis unge generation, som er vokset op efter jerntæppet faldt, siger Ole Bredahl. Den problemstilling kunne de ikke forstå, fordi alle har lært f.eks. engelsk i den seneste snes år - de burde derfor alle kunne engelsk.
- Noget kunne derfor tyde på, at dem der kommer til f.eks. Danmark og bliver lastvognschauffører, er en marginalgruppe, som næsten ikke har gået i skole og måske er vokset op under de absolut ringeste forhold uden for det normale samfund, vurderer han.
Her kører en dansker
- Jeg har overvejet om vi skal til at have et skilt på vognene, som fortæller at vi kun anvender danske chauffører, som kan yde service og begå sig på flere sprog. Det er nemlig ikke bare os i vores forretning, men hele forretningen Danmark, der i fremtiden skal overleve af at yde service, siger Ole Bredahl.
Han mener, at udviklingen med bare at få en billig chauffør, er en bombe - ikke bare under transportbranchen - men under hele samfundet.
- Det er jo ikke den enkelte udenlandske chauffør, der er årsag til at det er sådan. Dem har jeg faktisk ondt af, fordi de ikke har penge nok til at blive mætte hver dag, mens de kører rundt her oppe i Danmark, siger Bredahl. Men det er som med en ko: hvis den bliver behandlet dårligt, giver den ikke meget mælk - bliver den derimod behandlet godt, kan den til gengæld give masser af mælk.
Han harcelerer også over miljøproblematikken og over at masser af Euro 3-lastvogne, der ikke er tilnærmelsesvis opslidte, alligevel er usælgelige fordi nye og strengere miljøkrav presses igennem.
- Måske er der noget jeg har misforstået, men jeg har hørt at miljøet er en global udfordring. Hvad hjælper det så at sælge en Euro 3-lastvogn, når den så efterfølgende kører videre i Afrika eller måske i Østeuropa - den forurener vel lige meget uanset hvor på kloden den ruller? Siger vognmanden.
Han savner også parkeringspladser både i Danmark og ude i Europa, hvor man kan parkere sikkert.
- Det betyder ikke noget, at det koster et lille gebyr. Bare vognene kan holde under trygge forhold. 90 procent af de gange vi har fået skåret i en presenning har det altid været i området omkring Storebælt, påpeger han.
Ingen vil være vognmandOle Bredahls kone er maskinarbejder og ansat hos PCP Riste i nærheden og de to sønner på henholdsvis 15 år og 18 år har ingen aktuelle planer om at træde ind i transportbranchen.
- Og det skal de heller ikke, siger Ole Bredahl.
Den ældste søn har gennemgået grundskolen for tømreruddannelsen og venter lige nu på at kunne komme i lære. Den anden søn går fortsat i skole.
Lidenskab for traktortrækI fritiden får Ole Bredahl opfyldt fortidens ønsker om en ”karriere” i landbruget. Vognmandens store fritidsinteresse er nemlig traktortræk i Dansk Tractorpulling.
Ole Bredahl sponsorer lastvognstoget, som bliver brugt til transporten af sportens to ”stjerner”: Blue Power og Blue Bambino.
Blue Bambino hører til i en lille klasse, hvor der kun må være en turbo. Den yder 1800 hk ved 6000 omdrejninger i minuttet. Blue Bambino blev nr. 3 ved europamesterskabet sidste år og fik samme placering i Danmark.
Blue Power er storebror udstyret med fire turboladere. Motoren yder sine 3000 hk ved 5000 omdrejninger i minuttet. Monstermaskinen forbruger ikke mindre end 1 liter diesel og 1 liter vand i sekundet. Den store mængde vand anvendes til at holde motoren nedkølet.
Blue Power blev nummer 7 ved Europamesterskabet sidste år, og for 15. år i træk er den dansk mester. Siden 1993 er det kun sket to gange at den ikke har været dansk mester.
I fjor var teamet både i Finland, Holland, Norge, Frankrig foruden rundt i Danmark.
fba@transporttidende.com fba@transinform.com