Grænseoverskridende ulovlighed
Det er – stadig - ikke tilladt at sende modulvogntog over grænsen.
Det fastslog EU-transportkommissær Siim Kallas som svar på et spørgsmål til det grønne EU-medlem Michael Cramer. Problematikken er ikke ny og har været rejst af EU tidligere. Det paradoksale i problematikken er, at modulvogntog for eksempel godt må køre til grænsen fra begge sider – for eksempel over Øresund. Men de må ikke kører over grænsen. Det har fået branchen til at spørge, om hvordan det skal håndhæves: Skal modulvogntog omkobles på Öresundbron – og hvad skal omkobles, når køretøjet er tilladt på begge sider af grænsen?
Problematikken er rejst i EU igen på baggrund af modulvogntogs-strækningen over den dansk-tyske landegrænse gennem Slesvig-Holsten til udkanten af Hamborg, som køres af blomstertransportør Alex Andersen. Det er organisationer No Mega Trucks, der forsøger at stikke en kæp i hjulet på modulvogntogene.
Tilladelsen til Alex Andersen er dog givet af delstaten Slesvig-Holsten som specialtransport, hvor hver transportenhed er godkendt til en given transport. Derfor regner ITD, der har samarbejdet med den fynske blomstertransportør om projektet, heller ikke med problemer.
Ifølge transportnyhederne.dk opfordrer Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen nu transportminister Hans Christian Schmidt (V) til at tage fat problematikken.
- Jeg ser med stor bekymring og undren på svaret fra EU's transportkommissær om kørsel med modulvogntog på tværs af grænserne, siger Lorentzen, der ifølge transportnyhederne.dk har skrevet til ministeren:
- Denne overraskende EU-melding kommer jo helt på tværs af vore ønsker om at skabe mulighed for kørsel med modulvogntog som transit gennem Tyskland. Jeg vil derfor foreslå, at du tager denne sag op med transportkommissæren snarest muligt, så denne mobilitetshæmmende politik ikke bider sig fast.