Pas på billige udenlandske tilbud
Det kan lyde besnærende, når momsfrie virksomheder eller institutioner i Danmark, f.eks. banker og museer, får et servicetilbud fra en udenlandsk virksomhed, der er billigere end de danske leverandørers tilbud.
For de udenlandske virksomheder skal ifølge nye momsregler fra årsskiftet ikke længere opkræve moms, men momsen skal betales alligevel. Blot er det nu kunden selv, der skal sørge for at indbetale momsen, og det kan få store konsekvenser for masser af servicevirksomheder og masser af momsfrie virksomheder og institutioner.
Korrekt forståelse og håndtering af de nye regler er meget vigtig for såvel de momsfrie virksomheder som masser af danske servicevirksomheder. Det kom frem på et stort medlemsmøde om moms, som Dansk Erhverv netop har holdt. På mødet gennemgik KPMG de nye momsregler og fremdrog et eksempel med transport af kunst for museer, hvor danske transportører rammes af udenlandsk konkurrence.
- Det sker, hvis de danske museer tror, at tilbuddet er billigere, fordi de ikke er opmærksomme på, at de selv skal sørge for at indbetale momsen, siger cheføkonom ved Dansk Transport og Logistik, Ove Holm.
For der findes ikke ”momsfrie” godstransporter i Danmark – heller ikke selv om de udføres af udenlandske transportører. Ganske vist skal en udenlandsk transportør fra et EU-land, der udfører en transport i Danmark – og tilsvarende en dansk transportør, der udfører en transport i et udland – ikke tillægge moms på sin faktura. Men til gengæld har køberen pligt til at indbetale momsen til Skat - det kaldes også for ”omvendt betalingspligt”.
KPMG medgav på mødet, at der givetvis er en del momsfri virksomheder og institutioner, som ikke er opmærksom på de nye regler. Derfor kan der være en risiko for, at de i forbindelse med sammenligning af tilbud fra danske og udenlandske transportører ”glemmer”, at de ikke kan slippe for dansk moms.
- Men de skal altså selv sørge for at indbetale momsen, hvis de vælger en udenlandsk leverandør, påpeger Ove Holm.
DTL frygter, at danske ordrer kan gå tabt, og at markedsandele for danske servicevirksomheder kan tabes på hjemmemarkedet, hvis ikke den nye omvendte betalingspligt hurtigt bliver indarbejdet hos både købere og sælgere. F.eks. skal sælgeren på en faktura, hvor der leveres momsfrit, angive, at kunden selv skal sørge for at indbetale momsen ved, at der angives ”reverse charge”, dvs. ”omvendt betalingspligt”.
- Det er meget uheldigt og konkurrenceforvridende, hvis nogle vælger udenlandske tilbud, som umiddelbart ser billigere ud, fordi momsen ”mangler”. For regningen skal nok dukke op før eller siden, da Skat via EUs moms- og listesystem efterfølgende kan se, hvad der skal betales i dansk moms af transportydelser købt af udenlandske transportører, siger Ove Holm.
DTL vil nu skrive til Organisationen af Danske Museer og gøre organisationen opmærksom på problemstillingen.