Ny virksomhed for udsatte
Nye jobmuligheder til fleks- og skånejobbere giver besparelser for virksomheder
Transportens TænkeTank i Aabenraa Kommune præsenterer et nyt projekt, hvor de lokale virksomheder i transporterhvervet får mulighed for at få sig en sundere og grønnere forretning med en socialøkonomisk profil.
I Padborg – lastbilernes by – har mange virksomheder således længe ønsket sig et eur-palle reparationssted. Ønsket er ikke kun opstået for at få eur-paller til en billigere pris, men ligeså meget for at skaffe arbejdspladser til området og for at spare transporten - og dermed CO2 forbruget - til andre reparationssteder.
I et samarbejde med Huset Venture Syddanmark, der er en socialøkonomisk virksomhed, som har det overordnede formål at skabe arbejdspladser til de udsatte grupper i samfundet, skal det nye projekt nu skaffe flere mennesker med nedsat erhvervsevne i job på palle-reparationsstedet i Padborg.
Der vil også blive plads til leje andre funktioner såsom pedel/vicevært på timebasis, pakkeopgaver og ad hoc opgaver, som kan løses af mennesker på fleks- eller skånejob. Alle virksomheder har mulighed for at være i projektet, der de seneste uger er blevet præsenteret i området.
- Det har været yderst positivt, fortæller Jan Hyldal Sørensen fra Erhvervenes Hus Aabenraa. Vi har fået en del tilkendegivelser fra virksomheder der gerne vil skyde kapital ind i det her.
Dermed har EHAA og Huset Venture Syddanmark skabt grundlaget for at arbejde videre med TænkeTankens ide.