Første jernbanepakke halter stadig
Liberaliseringen af det europæiske jernbanenet er langtfra gennemført.
EU vedtog i 2001 den såkaldte første jernbanepakke, der for alvor skulle sætte gang i liberaliseringen af godsbanedriften i Europa. Men selv om medlemslandene burde have gennemført jernbanepakken i 2006, så kniber det fortsat gevaldigt i de fleste EU-lande.
Det måtte EU-Kommissionens næstformand og kommissær for transport Siim Kallas erkende, da han svarede på spørgsmål om den første jernbanepakke i Europaparlamentet, der bad om en forklaring på, hvorfor størsteparten af EU’s medlemslande endnu ikke har gennemført EU-direktivet fuldt ud.
Siim Kallas gav krisen en del af skylden, men han lagde ikke skjul på, at der var en manglende vilje i mange medlemslande, når det handler om at nedbryde de juridiske og tekniske barrierer, der forhindre nye operatører i at få adgang til de nationale skinnenet. Et problem, der er blevet forstærket af, at mange medlemslande har forsømt at adskille udskille ejerskab og drift af skinnenettet fra de statslige jernbaneselskaber.
Transportkommissæren konkluderede, at den første jernbanepakke har medført en lang række forbedringer på konkurrenceområdet, men der er stadig lang vej før pakkens indhold er fuldt implementeret.