Volvo XXL på vejen
Den første nye Volvo FH 16 med Volvos nye superførerhus Globetrotter XXL er på vej til sværgodstransportøren Torben Rafn & Co A/S i Sommersted - og den næste følger lige efter.
I alt har Torben Rafn & Co A/S bestilt fem af de nye superlastvogne. Førerhuset er en specialversion af det normal Globetrotter XL førerhus, der er fremstillet i en XXL variant til den tunge serie FH16 med 700 hk motor og med speciel henblik på det australske marked.
XXL-udgaven er 24,5 centimeter længere end det normale XL førerhus, og det betyder at der bl.a. er plads til en noget bredere køje. Den nye køje er over en meter bred, et forhold der sammen med den større rumfornemmelse er med til at løfte arbejdsmiljøet for chaufføren.
Lastvognserien fandt allerede for et år siden vej til det norske marked, fordi de norske myndigheder har en lempeligere lovgivning omkring længdebestemmelserne for almindelige registrerede lastvognstog. I Norge er den maksimale vogntogslængde henholdsvis 17,5 m for et sættevognstog og 19,75 for et almindeligt vogntog.
Den nye FH16 til Torben Rafn & Co er af typen FH 16 700, der har verdens stærkeste serieproducerede dieselmotor, som har en topeffekt på henholdsvis 700 hk og 3150 Nm og med en I-shift gearkasse, der er specialdesignet til sværgodstransport.
Vognen er bygget op med en løftbar og hydraulisk styrbar fjerde aksel foran de to drivaksler. Akslen er eftermonteret hos OA Opbyg i Karlslunde og kan ligesom forakslen klare et tryk på 9 ton.
I bagenden er de nye blokvognstrækkere bygget op med multibeslag for hurtig tilkobling af en såkaldt stikaksle som femte aksel.
Hele opbygningen som blokvognstrækker, lakering og syn er forestået af Carsten Noer i Toftlund.
Helt fremmeMed introduktionen af det nye førerhus i Danmark, har Volvo for alvor forøget sit forspring i forhold til konkurrenterne. I flere år har Volvo været absolut førende på motorsiden med både den 660 hestes 16 liters motor og det sidste års tid 16 liters motoren i en 700 hk Euro 5 version, og nu overhaler Volvo konkurrenterne med et længere førerhus, som vil sætte nye standarder - foreløbig i segmentet for sværgodstrækkere.