Hårde straffe til pirater for angreb på dansk skib
Domstol i Mombassa i Kenya har idømt syv somaliske pirater 20 års fængsel for forsøg på kapring af dansk fragtskib.
De syv pirater blev pågrebet i november 2008, da de forsøgte at kapre det danske fragtskib MV Powerful i Adenbugten. Et britisk krigsskib kunne heldigvis pågribe piraterne på fersk gerning i en aktion, der kostede to af piraterne livet. Royal Navy udleverede efterfølgende de syv overlevende pirater til myndighederne i Kenya til retsforfølgelse. Storbritannien har nemlig en aftale med Kenya, der er nabo til Somalia, om retsforfølgelse af pirater.
- Efter at have set på alvoren af lovovertrædelsen og de omstændigheder, som de mistænkte blev anholdt under, så er det kun en hård straf, der kan gøre sig gældende, sagde den kenyanske dommer. Ifølge Det Internationale Maritime Bureau gennemførte pirater sidste år 47 kapringer og 217 angreb i farvandet omkring Afrikas Horn.
NATO har netop meddelt, at man forlænger den internationale flådeoperation ud for Somalias kyst frem til 2012, da man har haft held til at reduceret antallet af succesfulde kapringsforsøg med 40 procent.