23948sdkhjf

Barske tider kræver handling

Nye tiltag: Euro-Leasings topchef Ralf Faust ser optimistisk på fremtiden – også selv om branchen først lige er på vej ud af krisen.

Nye tiltag: Euro-Leasings topchef Ralf Faust ser optimistisk på fremtiden – også selv om branchen først lige er på vej ud af krisen.



Af Gwyn Nissen

- Vi var der før krisen. Vi klarer os igennem krisen. Og vi vil også være i markedet efter krisen.

Euro-Leasings topchef Ralf Faust er ved godt mod, selv om krisen har givet den kun 13 år gamle leje-virksomhed en ordentlig rusketur.

- Det har afgjort været det sværeste år nogensinde i såvel virksomhedens levetid som i min karriere. Jeg har aldrig oplevet et lignende katastrofeår, siger Ralf Faust. Ulykkerne kom væltende fra alle sider: Omsætningen faldt dramatisk, kunder og leverandører bukkede pludselig under, priserne blev presset i bund og brugtvognssalget forsvandt fra den ene dag til den anden.

Ralf Faust beskriver det som en tur på motorvejen – og da den er tysk, er farten høj. Men pludselig er der Stau.

- Efter den bratte opbremsning står du midt i det hele. Der er ingen veje ud til siden og du prøver at kæmpe din vej frem mellem de andre biler på motorvejen. Det er næsten umuligt, siger Euro-Leasings direktør.

I samme åndedrag kan Ralf Faust fortælle, at bunden er nået og at det skam går den anden vej igen. Trafikken på motorvejen er begyndt at glide igen.

- Men det er endnu for tidligt, at ånde lettet op – måske i tredje eller fjerde kvartal, siger han.

Frygten er, at flere virksomheder må lukke ned i første halvår 2010.

- I 2009 havde de fleste virksomheder en god økonomi med i bagagen fra 2008. Men denne gang går de ind i et nyt år med slunkne kasser, siger Ralf Faust, der til gengæld glæder sig over, at Euro-Leasing står økonomisk godt funderet.

- Og med ejere, der godt kan klare et dårligt år mere, hvis det skulle være tilfældet, tilføjer Ralf Faust.

Har branchen lært noget af finanskrisen – tager nogle farten af lidt tidligere og tager en motorvejsudkørsel?

- Det tror jeg ikke. Når feltet først raser af sted, er der ingen, der kan holde sig tilbage. Alle vil have en del af kagen – og så går det bare fremad, indtil det går galt igen, vurderer Ralf Faust. Og så er det vigtigt, at være økonomisk velpolstret til den tid.

Nedtrukne gardiner

Med 11.000 udlejningskøretøjer før krisen – nu er der 10.500 tilbage – har Ralf Faust god grund til at være bekymret for branchens udvikling. Men tallene er mere nuanceret end som så. For mens f.eks. køletrailere, tankbiler og andre nicheprodukter stort set ikke har mærket krisen, står den velkendte gardintrailer stille.

- Af de 1000 biler vi har stående stille er de 800 gardintrailere, konstaterer Ralf Faust.

At Euro-Leasing – der trods navnet kun lejer materiel ud - ikke er ene om at parkere gardintrailere beviser de mange køretøjer, som flådeejere samt leasing- og udlejningsselskaber har stående rundt omkring på pladser i Jylland og på Sjælland, men også i det øvrige Skandinavien og Europa.

Vokseværk

Ralf Faust og Euro-Leasing blev allerede ramt i slutningen af 2008 og stoppede på det tidspunkt alle investeringer.

- Det er vigtig, at man i en sådan situation, hvor der bliver ved med at komme dårlige nyheder, ikke bliver handlingslammet eller går i panik, siger Ralf Faust.

Euro-Leasing holdt fast i sin markedsføring og satte kampagner i gang. Derudover etablerede selskabet sig i Rusland, og omstrukturerede sine danske depoter. Resultatet var ifølge Euro-Leasing-bossen 38 procent nye kunder i Europa.

- Vi kan simpelthen se, at vi forbedrede os væsentligt i salgsleddet, siger Ralf Faust. Organisatorisk var vi i forvejen slanke med kun godt 90 medarbejdere til at udleje mere end 10.000 køretøjer. Men vi har formået at skærpe salget yderligere.

Sikrer know-how

Hvor meget har i måttet skære ned i medarbejderstaben for at klare jer?

- Vi har ikke skåret. Vi er blevet flere – blandt andet takket være satsningen på MAN Rental er vi nu 104 medarbejdere, siger Ralf Faust, der peger på, at krisen også skabte øget fokus på service overfor kunderne.

- Den må man for alt i verden ikke slække på i dårlige tider. Kunderne har ikke råd til at stå stille, påpeger han.

En anden ting har været vigtig for ham i krisen:

- Mange har gjort den fejl, at de har skåret i medarbejderstaben fra en ende af. Men på et eller andet tidspunkt er der ikke mere at skære af og til sidst risikerer man at miste virksomhedens know-how.

Flåden forbedres

En ung flåde er et trækplaster for kunderne, men i den nuværende situation må også Euro-Leasing holde lidt længere på sit materiel. Normalt skiftes trailerne ud efter seks år, men nu bliver det nærmere syv år.

- I dag er vores flåde 2,8 år i gennemsnit og vi tilstræber, at den får en gennemsnitsalder på 3,5 år for at overstå denne krise. Det er dog stadig en meget ung flåde, siger Ralf Faust.

Dermed ikke sagt, at Euro-Leasing ikke investerer i fremtiden:

- Vi vil investere i nyt materiel, og vi vil opruste flere hundrede af de nuværende køretøjer med udstyr, it og sikkerhedscertifikater.

Ralf Faust tror, at rigtig mange virksomheder får sig en forskrækkelse, når de skal ”genoplive” det materiel, der har stået stille rundt omkring på grund af krisen – nogle trailere og trækkere i frost og snedriver:

- Efter seks måneder begynder materiellet at få skader på de bevægelige dele, bremser, rust og så videre, siger Ralf Faust.

Fra forlovelse til giftermål

MAN og Euro-Leasing går hånd i hånd. Satsning i Skandinavien i løbet af 2011-12.

Den store tyske lastvognsproducent MAN har øget sin andel i Euro-Leasing til 50,1 procent, men det betyder ingenlunde, at giganten har slugt opkomlingen med kun 13 år på bagen.

- Tværtimod, så er vores strategi nu, at vi fremover vil være i markedet med to mærkevarer, nemlig Euro-Leasing og MAN Rental på både trækker- og trailermarkedet, forklarer Ralf Faust.

Mens kunden hos MAN Rental kun kan leje MAN-køretøjer og trailere, har Euro-Leasing fortsat også Mercedes-Benz og DAF samt passende trailere til udvalg.

MAN Rental får til huse i MAN-afdelinger, hvor vognmanden kan drage fuld nytte af MAN’s værksteder og muligheden for at leje af lastbiler – også korttids leje.

- MAN Rental og Euro-Leasing bliver to parallelle organisationer, men på sigt vil vi helt sikkert gro tættere sammen, siger Ralf Faust, der peger på det oplagte i at samarbejdet giver branchen konkurrencedygtige pakkeløsninger.

I løbet af 2011-12 forventer han, at MAN-fremstødet også når Danmark og det skandinaviske marked.

Større pakke

Med til pakken hører, at stadig flere køretøjer leveres komplette med IT- og kommunikationsudstyr

Begge selskaber har ifølge Ralf Faust tilpasset sig markedets ønsker om kortere lejeperioder.

- Selvfølgelig vil vi gerne lave langtidskontrakter, men hvis kunder har behov for at leje en trailer en uge, så klarer vi også det – kein Problem, siger Ralf Faust, der forudså denne udvikling allerede midt i 2008.

Især på trækker-siden forventer han dog, at der også kommer skub i langtidslejen – senest når Euro 3-lastbiler til årsskiftet 2010-11 stiger med to cent i maut.

- Så kommer lastbilproducenterne til at mærke fremgang igen, da der stadig er en stor andel af Euro 3-køretøjer på vejene, siger Ralf Faust.

gn@transporttidende.com
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063