V: Vejafgifter for lastbiler må udsættes
Lastbiler kommer tidligst til at betale vejafgifter i 2012.
Regeringspartiet Venstre opgiver nu planen om, at lastbiler fra 2011 skulle blive de første køretøjer, der betaler for at køre på de danske veje.
- Det er min opfattelse, at det ikke er muligt at finde og implementere det system, der kan opkræve kørselsafgifter for lastbiler, til 2011. Derfor er det vores holdning, at vi skal skynde os langsomt. Vi skal bruge den tid, der skal til, for at finde det rigtige system, siger Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen.
Det var ellers meningen at regeringen ville indføre grønne kørselsafgifter for den tunge transport fra 2011, mens personbiler skulle betale fra 2015. Siden er kørselsafgifter for personbiler udsat til efter 2018 - blandt andet fordi de danske politikere afventer en hollandsk model – et satellitbaseret system, der afregner efter hvor og hvornår, man kører.
En positiv effekt af udsættelsen er ifølge Kristian Pihl Lorentzen, at transporterhvervet er meget trængt.
- Så set i det lys gør det ikke noget, at vi kommer hen i 2012, inden vi begynder at opkræve den her afgift, siger trafikordføreren.
I en kommentar til udsættelsen siger direktør Michael Svane fra DI Transport:
- Jeg synes, at det er fornuftigt at udsætte kørselsafgiften, da det ganske rigtigt er svære tider for branchen. På den anden side vokser træerne ikke ind i himlen: regeringen vil have de 500 millioner kroner ind på et senere tidspunkt.