Over 300 modulvogntog i Danmark
De 25,25 meter lange og op til 60 tons tunge modulvogntog trodser krisen og bliver flere og flere under den danske forsøgsordning.
Det er de seneste tal for Danmarks Statistik,der viser at der nu kører mere end 300 modulvogntog rundt på den del af vejnettet, hvor de er tilladt.
Den positive udvikling vækker glæde i Dansk Transport & Logistik.
- Det glæder os at se, at de er populære i transportvirksomhederne, hvor vi kan notere os, at det både er små og store virksomheder, der kan bruge dem. DTL er også glad for, at politikerne løbende har udvidet det vejnet, som de må køre på. Der er fortsat mange steder i Danmark, som DTL arbejder for at få på modul-landkortet, og med de gode erfaringer hidtil er der grobund for, at endnu flere byer og havne får adgang til modulvogntogsnettet, siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard.
Han opfordrer blandt andet Københavns Kommune til at genoverveje den afvisning af modulvogntog, som fhv. overborgmester Ritt Bjerregaard besluttede sig for.
- Trafiksikkerhedsmæssigt og miljømæssigt er det bedre med modulvogntog, så derfor kan vi i DTL ikke se logikken i afvisningen i brugen af dem. Hvis der tillades modulvogntog i København, vil der være brug for færre lastbiler til og fra havnen, fordi to modulvogntog kan transportere det samme som tre almindelige vogntog. DTL opfordrer derfor den nye overborgmester Frank Jensen til dialog om modulvogntog i København, som er den eneste større by, der har takket nej til modulvogntog, siger Erik Østergaard.
HavneEt skeptisk byråd har allerede indset fordelene og omgjort en tidligere afvisning af modulvogntogene. Det drejer sig om Halsnæs Kommune, der nu har åbent op for at modulvogntogene må køre til og fra Hundested Havn.
Det glæder blandt andet Ole Frederiksen, der er formand for Nordre Birks Vognmandsforening:
- Det er til gavn for vognmændene og for Hundesteds erhvervsliv. Vognmænd i Hundested- og Frederiksværk-området får nu øget deres forretningsmuligheder i forhold til at transportere gods til og fra havnen, siger han.
VirksomhederModulvogntogsforsøget blev sidste år suppleret med en såkaldt ”Virksomhedsordning”. Det har allerede føjet yderligere 11 adresser til modulvogntogsnettet i Esbjerg, Vejle, Fredericia og Munkebo.
- Det var en flot ekstra mulighed, som trafikpolitikerne gav transporterhvervet. Der er dog en hel del adresser, hvor det også vil være oplagt at kunne køre, men hvor de formelle krav til kørekurver i ”Virksomhedsordningen” giver omkostninger til f.eks. flytning af kantsten eller helleanlæg i et sving, som ikke harmonerer helt med den praktiske virkelighed. Det gælder fx steder, hvor der i forvejen kører udtrækstrailere med en vogntogslængde på op til 30 meter, eller hvor man med almindelige vogntog "låner" den nødvendige plads for at komme korrekt igennem et sving – ligesom alle chauffører har lært det, da de fik kørekort. DTL mener, at det er tid for en dialog om, hvorvidt ”Virksomhedsordningen” kan justeres, så der gives flere reelle muligheder for at blive koblet på modulvogntogsvejnettet, siger Erik Østergaard.