DI Transport hilser arbejdsprogram velkommen
Regeringens arbejdsprogram skal forbedre vækst og omsætning i transporterhvervet.
Statsminister Lars Løkke Rasmussens nye regering får ros for det netop offentliggjorte arbejdsprogram fra DI Transport. Her glæder man sig især over, at arbejdsprogrammet har erhvervslivets vækst og konkurrencekraft som ét af de vigtigste indsatsområder. Det mener brancheorganisationen er et vigtigt udgangspunkt også for transporterhvervets bestræbelser på at skabe vækst og omsætning.
Ikke kun kollektivDI Transport advarer dog mod en for stærk politisk tiltro til den kollektive trafiks evne til at løfte fremtidens trafikale udfordringer alene.
- Vi mener, at der er overordentlig god fornuft i regeringens tanker om at styrke den kollektive transport, så den kan tage en større andel af fremtidens persontransport. Men ambitionen om, at den kollektive trafik skal løfte det meste af fremtidens vækst i trafikken, er ikke realistisk, siger direktør Michael Svane, DI Transport.
- Regeringens tanker bør udbygges med mere fokus på vejinfrastruktur. En velfungerende infrastruktur med høj mobilitet er en væsentlig forudsætning for at styrke erhvervslivets vækstbetingelser. En vej til mere infrastruktur kan gå gennem offentlig-privat samarbejde, der er et prioriteret punkt i regeringens arbejdsprogram, siger Michael Svane, DI Transport.
Afgifter nej tak- Regeringen fortsætter forberedelserne til grønne kørselsafgifter og en omlægning af registreringsafgifterne for energirigtige personbiler. Her skal vi endnu engang understrege vigtigheden af, at omkostningerne ved erhvervstransport ikke må stige, når der indføres grønne kørselsafgifter. Kørselsafgifter må ikke blive en hæmsko for erhvervslivets mobilitet, slutter direktør Michael Svane, DI Transport.