Smyril Line opruster marketing
Ny marketingsdirektør og ny salgsdirektør i færøske Smyril Line.
Færgerederiet P/F Smyril Line har ansat Henny á Líknargøtu, 32, som marketingsdirektør på hovedkontoret i Thorshavn. Henny á Líknargøtu er uddannet i international marketing og business ved CBS Copenhagen Business School. Hun har tidligere stået for markedsføringen i nogle af Færøernes største virksomheder – Vodafon (tidligere Kall Telecom), Kaupting Bank og senest Atlantic Airways.
I Danmark har Smyril Line ansat en ny salgsdirktør, Henrik Neelmeyer, 47, der har en solid baggrund i den danske rejsebranche. Han kommer til Smyril Line fra en stilling som direktør på Institut for Selskabsledelse i København, men har tidligere beklædt topposter i Spies A/S, Krone Rejser A/S og Radisson SAS i København.
Smyril Lines nye salgsdirektør får domicil i København, hvorfra han skal udbygge det færøske rederis aktiviteter og ruteoplæg mellem Danmark, Færøerne og Island.
- Med ansættelsen af de nye topchefer har Smyril Line fået et godt afsæt til at komme videre i sine bestræbelser på at udbygge passagermarkedet til gavn for den færøske turisme, siger rederiets administrerende direktør Peter Holm i en kommentar.