23948sdkhjf

Verden kan hjælpes

Holdninger: TNT er ikke til sportssponsorater, men derimod til socialt ansvar og engagement.

Holdninger: TNT er ikke til sportssponsorater, men derimod til socialt ansvar og engagement.



Af Gwyn Nissen

Han peger på, at TNT ikke er de billigste og heller ikke har volumensyge, men alligevel er den hollandske postgigant vokset år for år siden virksomhedens entre i Danmark i begyndelsen af 80’erne. Dengang med et beskedent kontor i Padborg – i dag en nordisk forretning med tusindvis af ansatte og en omsætning på en anden side af de 2,2 milliarder kroner.

I spidsen for TNT’s nordiske operation står danskeren Tony Jakobsen, der tager imod på sit kontor i Kolding. Et moderne kontor med smarte møbler og fotokunst på væggene. Men bag facaden gemmer der sig en koncern og en leder, der også gør sig tanker om verdens tilstand.

Men vi tager lige forretningen først: TNT i Norden er en rigtig god forretning, påpeger Tony Jakobsen. De seneste års afkast har typisk ligget på 12-14 procent.

- Det er ikke dårligt, siger han med nærmest vestjysk underdrivelse – men Jakobsen er altså københavner med bopæl i Kolding.

Han peger på, at TNT især har satset på de små og mellemstore nordiske virksomheder.

- Ikke fordi vi ikke har store kunder eller gerne vil have flere. Men erhvervslivets struktur er nu engang bygget op omkring de små og mellemstore firmaer, selvom der kan være forskel mellem de nordiske lande siger Tony Jakobsen.

I grunden kan de store integrators på markedet jo det samme, selv om de siger, at de er bedre til det ene eller det andet, mener Tony Jakobsen.

- Forskellen ligger i de IT-værktøjer du har, dine medarbejdere og den kundeservice, du yder, siger den nordiske direktør.

Sure we can

TNT’s slogan ”Sure we can” – selvfølgelig kan vi – siger noget om selskabets tilgang til kunderne, mens selskabets ”Investors in people”-certificering understreger TNT’s syn på medarbejderne.

- Jeg tror, at vi generelt er en motiverende virksomhed at arbejde for, siger Tony Jakobsen, der selv har været i koncernen i 21 år.

To årlige personalesamtaler, løbende træning, men også krav til resultater er blot nogle af de ting, der skal knytte medarbejderne tættere til TNT.

- Men der er også vores sociale engagement i World Food Programme, som medarbejderne er med til at skaffe penge til. Jeg tror, at medarbejderne er stolte af, at de er med til at gøre en forskel ved at sikre fattige børns skolegang eller forbedre afrikanske bønders levevilkår, siger Tony Jakobsen.

Han peger over mod nogle fotos, som Kolding-kontoret har erhvervet til fordel for projektet. Billeder af fattige, men tilsyneladende livsglade afrikanske børn.

- Det er noget, der sætter tanker i gang om, hvor lidt der egentlig skal til for at hjælpe de svageste i verden, siger Jakobsen.

En rød plastikkop på kontoret viser hvor lidt mad folk kan klare sig med. Alt imens at den vestlige verden slås med fedme-problemet. En euro om dagen – mere skal der ikke til, for at sikre et afrikansk barn mad og skolegang.

Social fokus

Nu handler det jo også om virksomhedsdrift - hvad får TNT ud af det?

- Jeg er sikker på, at stadig flere kunder i fremtiden vil gå op i, om deres leverandører også påtager sig et socialt ansvar. Og det er jo ikke noget, vi bare kan melde os ud af som f.eks. et sponsorat til Formel 1, siger Tony Jakobsen og påpeger, at den, der har evnen, også har forpligtelsen til at forbedre verden.

I kølvandet på World Food Programme har det været helt naturligt for TNT at tage næste skridt og involvere sig i kampen mod global opvarmning.

- Vi må jo erkende, at transport sviner og at verden forandrer sig mere end godt er, siger Tony Jakobsen.

Rundt omkring i verden har TNT således en række projekter – såvel eksterne som interne. I TNT i Portugal har medarbejderne for eksempel haft hjemmebesøg af en energikonsulent, der har givet dem gode råd til, hvordan de kan spare på energien.

TNT har som mål, at halvere CO2-udslippet ved hjælp af en række tiltag som el-biler, grøn energi osv.

Penge i miljøet

- Nogle transportører tager et gebyr for at levere en mere miljørigtig transport. Jeg tror ikke, at det er vejen. Det er klart, at nogle miljøtiltag koster i investeringsfasen, men reducerer man på CO2-udslippet, så er det som regel også ensbetydende med, at man sparer på energien, siger Tony Jakobsen.

Selv om finanskrisen har sat mange miljøtiltag på standby, er han overbevist om, at miljørigtige transporter vender tilbage med fuld kraft.

- Men jeg tror, at kundernes behov efter krisen vil være anderledes. De har ændret adfærd. For eksempel tænker de sig om, inden de vurderer, om varen absolut skal være fremme dagen efter med fly – eller om der måske godt kan gå nogle dage med andre transportmidler. Så jeg tror ikke, at vi vender tilbage til tingene som de engang var, siger Tony Jakobsen.

Han betegner det dog som rart, at være i et erhverv, som der altid vil være brug for. Ikke mindst med udsigt til et voksende antal pakker i de kommende år.

- Vi har slet ikke set toppen af internethandlen. Der vil blive sendte flere pakke rundt i verden og det er en udvikling, vi slet ikke kan stoppe, fastslår Tony Jakobsen.

TNT bruger krisen

Heller ikke TNT er gået ram forbi under finanskrisen. Selskabet har for første gang måttet afskedige et større antal medarbejdere og omsætningen i Norden ligger nogle hundrede millioner under det, som TNT normalt ville kunne forvente i sin voksende forretning.

- Det har været en barsk omgang. Vi har jo ikke afskediget medarbejdere fordi de er dårlige til deres job – men fordi mængderne fra vores kunder er blevet mindre, fortæller Tony Jakobsen.

Første fyringsrunde i november måtte følges op af en ny afskedigelsesrunde i maj i år. TNT forventer ikke yderligere afskedigelsesrunder i den størrelsesorden. Nu ses der fremad.

- Vi har forsøgt at bevare så mange jobs som muligt, og derudover har vi forsøgt at lave så gode fratrædelsesplaner for medarbejderne som muligt. Mange af vore medarbejdere, der blev fyret i november, har fået job, men det har været noget sværere for dem, der mistede deres arbejde i maj, erkender Tony Jakobsen.

- Derudover er det vigtigt for os, at de tilbageværende medarbejdere forstår, at vi ikke kun gør det for aktionærernes skyld, men også for at sikre de eksisterende arbejdspladser i koncernen. Så når vi afskediger, gør vi det, fordi det er nødvendigt, forklarer direktøren.

Han peger på, at TNT i krisen har taget en række strategiske og fremadrettede beslutninger. Således er træningen og uddannelsen af medarbejderne ikke sparet væk.

- Det kan godt være, at vi ikke har så mange eksterne kurser, men så holder vi dem på virksomheden i stedet for. Vi bestræber os på, at samtlige medarbejdere hvert år får mindst fem træningsdage, siger Tony Jakobsen.

I forbindelse med forårets fyringsrunde tog TNT i Norden også hul på en større omorganisering af koncernens aktiviteter. Det betød, at fyringsrunden også omfattede en række ledere. Det magiske ord er ”shared services”, hvor forskellige funktioner i Norden gennemføres ét sted for alle fire lande.

Dermed er TNT´s nordiske organisation som overbygning for de fire skandinaviske lande vokset.

- Det er vigtigt for os, at vi i denne situation tager nogle beslutninger, som også er brugbare på længere sigt. Man skal ikke lade en krise gå til spilde, siger Tony Jakobsen, der peger på, at den nye organisationsform ikke er en øvelse, som TNT laver med et snuptag.

- Det er en proces over længere tid. Men jeg forventer, at vi står stærkere, når mængderne vender tilbage.

Langt fra slipsedreng

Tony Jakobsen tager imod med moderigtigt slips. For, som han siger, ”der kommer jo en journalist i dag”. Men da interviewet er færdigt – er slipset røget sig en tur. For i grunden er slipsedrengen langt fra ham.

- Slips og jakkesæt bygger en afstand til medarbejderne. Det er en facade man tager på, siger Tony Jakobsen. Folk ved jo godt, hvem jeg er, selv om jeg ikke har slips på. I Norden er jeg Tony for alle medarbejdere. Og det har ikke noget med mangel på respekt at gøre – tværtimod.

Han synes det er en styrke, at hierarkiet er nedbrudt på mange danske arbejdspladser, og han har den holdning, at alle medarbejdere i organisationen er lige vigtige – lige fra piccolinen over chaufføren til speditøren og direktøren.

- Jeg vil gerne have at vide, hvis jeg har taget en forkert beslutning. Så har jeg mulighed for at lave den om, hvis argumenterne holder, siger han.

Hele vejen rundt

Tony Jakobsen har været i TNT i 21 år og haft 10-11 forskellige jobs i koncernen. Inden da har han også været chauffør og sælger. Så han ved, hvad han snakker om.

- Jeg har været igennem hele kæden og det er en styrke, når vi diskuterer ting. Min største udfordring undervejs har været, at hver gang, jeg er avanceret, så har jeg måttet slippe lidt af grebet og med tiden er jeg endt i helikopteren. Men man glemmer ikke, hvad man har oplevet som chauffør for 26 år siden, påpeger han.

De seneste otte år har han været TNT’s øverste chef i Norden.

- Det betyder, at man selv skal skabe sine udfordringer, siger Tony Jakobsen.

Udfordringerne finder han på arbejdspladsen. Han har ganske vist golfkortet og udstyret, ”men når man i forvejen er så mange timer væk fra familien og også tager arbejde med hjem, så må golfen vente”

I stedet nyder han i fritiden at være sammen med sin hustru Susanne og døtrene på 21 og 14 år, hvad end det er på rejser, i familiens sommerhus eller på en bådtur på den smukke Kolding Fjord.

gn@transporttidende.com
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11