Frustration: Specialtransportvirksomheden Frank Nørager & Co. i Fjerritslev fik bøde på 40.000 kroner, selv om virksomheden var helt uden skyld i chaufførens grove brud på køre- og hviletidsreglerne.

Enkelte politikere i Folketinget har for nyligt erklæret sig villige til at overveje en lempelse af vognmændenes objektive ansvar i sager, hvor virksomheden er helt uden skyld i chaufførernes overtrædelse af køre- og hviletids reglerne.

Den situation kender man kun alt for godt hos Frank Nørager & Co i Fjerritslev, hvor direktør og medindehaver Mikael Schmidt beretter om en tur gennem retssystemet. En oplevelse, der gav et kraftigt knæk til tiltroen til retsvæsnet.

- Vi er kommet i klemme ved flere lejligheder, som de fleste andre vognmænd. Men i en enkelt sag, mente vi, at vi havde så god og veldokumenteret en sag, at vi ikke burde ifalde objektivt ansvar. Derfor valgte vi i samråd med ITD, at føre en prøvesag, men desværre uden held, fortæller Mikael Schmidt.

Sagen starter sidst på året i 2007, hvor Frank Nørager & Co sender en specialtransport til Østrig med en vindmøllekomponent. Chaufføren skal på hjemtransporten medtage forskelligt ’oprydnings-gods’, der stammer fra opsætningen af vindmøllerne. Han kører nordpå fra Østrig midt på ugen og skal ikke læsse i Danmark før mandag eller tirsdag i ugen efter.

- Der er ikke nogen termin på det gods han har med hjem. Derfor har han rigeligt tid til at komme hjem og holde sit weekendhvil. Han skal så stoppe et sted mellem Hannover og Hamborg for at holde sit obligatoriske 9-timers hvil. Men han har åbenbart et privat ærinde om aftnen i Hobro. Så i stedet for at holde hvil, så udskifter han køreskiven med en helt blank skive, som han så vælger at køre til Hobro på. Efter han har overstået de private ærinde i Hobro kører han lastbilen hjem til sig selv, hvor vogntoget efter aftale med den nordjyske vognmandsvirksomhed står parkeret indtil efter weekenden.

Da chaufføren efter weekenden igen kører ud bliver han stoppet af politiet, der opdager den grove overtrædelse af køre- og hviletidsreglerne.

- Det er faktisk det første vi hører til sagen, da betjenten ringer og konfronterer os med overtrædelsen.

Chaufføren erkendte åbent i både byretten og senere i landsretten, at køre- og hviletiden kun var overskredet på hans eget initiativ. Frank Nørager & Co. kunne henvise til, at der ikke var nogen termin på returgodset. Vognmandsvirksomheden kunne også påpege, at vogntoget ikke skulle anvendes før efter weekenden og at det for øvrigt forblev i chaufførens varetægt og holder på hans bopæl indtil han blev stoppet af politiet.

Fjerritslev-virksomheden har nøje kunnet dokumentere, at vogntogets aktivitet ud fra køreskiver, kilometerstand og køresedler.

- Hverken byretten eller senere Landsretten, har aldrig draget tvivl om, at bilen har stået stille på chaufførens bopæl.

Anklagemyndigheden havde krævet Frank Nørager & Co skulle betale en bøde på 40.000 kroner, mens chaufføren skulle betale det halve.

I Byretten erkendte dommeren, at vognmandsvirksomheden havde en god sag, men han fastslog også, at der ikke var hjemmel til at afvige fra praksis. Derfor blev Frank Nørager & Co. dømt for objektivt ansvar. Byretsdommeren halverede dog bødekravet til virksomheden og henviste her til eksempler på firmaer i andre brancher, der var sluppet for objektivt ansvar ifølge Arbejdsmiljøloven.

- Vi diskuterer efterfølgende Byrettens dom med ITD, fordi vi mener, at sagen er så veldokumenteret og der ikke er skygge af tvivl om, at vi ikke har bedt om at få kørt den transport. Resultatet bliver, at vi beslutter at anke sagen til Landsretten, i håb om at få en principiel dom, der åbner op for fritagelse for det objektive ansvar ved særlige omstændigheder, fortæller Mikael Schmidt.

Anklagemyndigheden kræver til gengæld, at den nordjyske specialtransportør bliver idømt den fulde bødestraf på 40.000 kroner.

- Landsretten vælger desværre, at tilsidesætte byrettens dom og følger i stedet anklagemyndighedens påstand. Det eneste principielle i dommen er at Landsretten har fastslået, at vi som vognmandsvirksomhed har en interesse i, at lastvognen køres fra A til B og derfor kan det objektive ansvar ikke bortfalde.

Landsrettens dom knuste omtrent ethvert håb om, at vognmandsvirksomhedernes objektive ansvar kan begrænses under de nuværende regler.

- Jeg kan ikke forstille mig, at der findes andre situationer end den vi stod i, hvor det vil være relevant at frikende for objektivt ansvar. Hvis vi ikke kunne slippe for det objektive ansvar i den her sag, så kan det simpelthen ikke lade sig gøre, siger Mikael Schmidt med en stemme hvor ærgrelsen er hørbar, selv om det er godt et år siden Landsretten vendte tommelfingeren nedad.

- Jeg må tilstå, at min retsbevidsthed fik et knæk. Jeg kunne simpelthen ikke i min vildeste fantasi forstå, hvor vores objektive ansvar lå i den her sag. Der var simpelthen ikke noget at komme efter. Myndighederne trækker simpelthen det objektive ansvar, vi som vognmænd har over for vores ansatte, og strækker det langt ud over det rimelige. Der findes ingen andre brancher, hvor man bare tilnærmelsesvis finder et objektivt ansvar, der nogenlunde ligger på linje med det her. Man bliver ret desillusioneret, siger Mikael Schmidt.

Den stive holdning ved domstolene undrer, fordi Frank Nørager & Co. flere gange har haft held til at slippe for objektivt ansvar, når chaufførerne på en af virksomhedens specialtransporter ikke har afmærket godset korrekt.

- Vi har flere gange kunnet godtgøre, at chaufførerne har haft adgang til tilstrækkelig og korrekt grej til afmærkning af godset. Der har været nok, til at vi er sluppet for det objektive ansvar.

Derfor er det naturligvis endnu mere surt og frustrerende, at vi ikke kunne overbevise Landsretten om, at den her sag, havde vi simpelthen ingen aktier i.

Mikael Schmidt erkender, at frustrationen hænger ved, fordi han som alle andre vognmænd i sagens natur må overlade lastbilnøgler og rat til chaufførerne.

- Vi er jo reelt temmelig magtesløse, fordi vi i sidste ende ikke kan kontrollere, hvad vores chauffører anvender bilerne til. Men omvendt, så er det vigtigt, at man husker, at der er tale om en enkelt medarbejders svigt. Det kan man jo ikke straffe resten for. Derfor har vi heller ikke foretaget os noget, for at øge kontrollen, siger Mikael Schmidt, der slutter med at konstatere, at virksomheden ikke nødvendigvis har oplevet den sidste af den slags episoder.

- Vi hverken regner med eller håber på, at vi oplever en lignende sag. Men vi må erkende, at der latent ligger sager af samme kaliber derude og venter.

Hvis nogen skulle være i tvivl, så blev chaufføren naturligvis fyret.