23948sdkhjf

Esbjerg: Ny hal til offshore-aktiviteter – Siemens Gamesa er første lejer

Esbjerg Havn igangsætter byggeri af ny hal til havvind.

Efterspørgslen på faciliteter til offshore-relaterede aktiviteter er stigende, og de tilhørende komponenter bliver kun større og større. Derfor igangsætter Esbjerg Havn nu byggeriet af en ny hal, der skal danne ramme om håndteringen af komponenter inden for offshore vindindustrien. Ifølge en pressemeddelelse fra den vestjyske havn vil bygningen være blandt verdens største inden for havvind og ikke noget, der tidligere er set på havvindhavnene i Europa.

I dag er der opsat næsten 25 gigawatt havvind i Europa. Esbjerg-erklæringen, som blev underskrevet tidligere på året af de fire regeringsledere fra Danmark, Tyskland, Holland og Belgien, satte yderligere fokus på hastigheden i opsætning af vindmølleparker. Denne markante udbygning kræver en lige så markant udbygning af lager- og montagefaciliteter.

- Vi har dialog med aktører i hele værdikæden, og den enstemmige tilbagemelding er, at større havne med flere kapaciteter er en nødvendighed. Derfor er det helt afgørende for aktivitetsniveauet på havnen, at der er de rette faciliteter til rådighed. Især vindmølleindustrien udvikler sig hurtigt i disse år, og derfor sikrer vi netop, at faciliteterne er klar, så opgaverne kan klares på havnen i Esbjerg, siger havnens bestyrelsesformand, Søren Gade.

Siemens Gamesa er første lejer

Den nye hal, som Esbjerg Havn nu går i gang med at få bygget, vil kunne huse havnebetingede lager- og montageaktiviteter. Hallen er designet specifikt til aktiviteter inden for vindindustrien, og Siemens Gamesa vil være første lejer af bygningen. Siemens Gamesa har i forvejen mange aktiviteter på havnen, og lejeaftalen på den nye bygning cementerer virksomhedens tilstedeværelse i Esbjerg med aktiviteter.

- Vi er glade for at kunne udbygge vores mangeårige samarbejde med Esbjerg Havn med denne lejeaftale. Esbjerg Havn er et vigtigt omdrejningspunkt for aktiviteter inden for havvind, og med den nye hal vil vi være endnu bedre rustet til fremtiden, siger Torben Bang, administrerende direktør i Siemens Gamesa A/S.

Bygningen er konstrueret, så den danner ramme om fremtidig håndtering af de stadigt tungere og større komponenter fra offshore vindindustrien. Anlægsinvesteringen vil løbe op i et større trecifret millionbeløb, og byggeriet skal stå færdigt ved udgangen af 2023. Anlægsprojektet har været i udbud, og entrepriseopgaven skal udføres af Jorton A/S.

- Det er åbenlyst, at der allerede fra 2023 vil være for få faciliteter til rådighed på havnene omkring Nordsøen, og derfor ser vi frem til, at hallen står færdig allerede til næste år, siger havnedirektør Dennis Jul Pedersen.

Rettidig omhu er vigtig

- Esbjerg Havn viser rettidig omhu med det nye byggeri, og havnen er på flere områder i gang med at skabe de helt rigtige rammer for fremtidens aktivitet. I sidste uge havde jeg fornøjelsen af at fortælle om Esbjerg Havns rolle som førende i Europa inden for havvind i Kongressen i Washington, og nu viser havnen med denne investering, at den position har man tænkt sig at holde fast i, siger borgmester Jesper Frost Rasmussen.

Han tilføjer, at havnen har udarbejdet en plan for storskala havvind, som kræver store investeringer i årene fremover for at understøtte udbygningen af havvind i Nordsøen og produktionskapaciteten i baglandet.

Esbjerg Havn har desuden igangsat den største, sammenhængende havneudvidelse i havnens historie, ligesom havnen har igangsat anlægsprojekter for kajforstærkning, uddybning af sejlrende samt arealforbedringer til at huse vindmølleinstallationsprojekter.

Den nye bygning får en størrelse på 6.200 kvadratmeter og en højde på 35 meter. Den vil kunne tåle maksimal belastning og bliver en af de stærkeste med de højeste kapaciteter i Europa.

/anga.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142